Pirat efter storsejr: Vi er virkelig svære at spille imod

Aalborg Pirates nærmer sig førstepladsen

Søren Olsson
Tobias Ladehoff var i topform fredag aften. Foto: Laura Guldhammer
Aalborg Pirates 27. oktober 2018 07:59 - Opdateret 29. oktober 2018 07:34

ISHOCKEY: Blot et point skiller nu de tre bedste hold i toppen af Metal Ligaen, efter Aalborg Pirates fredag aften vandt med hele 6-2 over topholdet RUngsted i Bentax Isarena.

Da Frederikshavn samtidig vandt hjemme over Herlev, så er Rungsted førende med 29 point, mens de to nordjyske lokalrivaler begge har 28 point.

Efter 4-1 i første periode var det egentlig bare et spørgsmål om sejrens størrelse.

- Vi spiller en brandkamp i dag. Alle kæder fungerede bare på højeste nagle, og det var bare en fornøjelse at være en del af, siger Tobias Ladehoff, der kunne notere sig for en scoring og to assists undervejs.

- Jeg vil ikke sige, at det er den deciderede klasseforskel mellem os i denne sæson, men når vi spiller på denne måde, så er vi meget svære at spille imod, siger han.

Han scorede til 3-1, da han flot sendte pucken op i krydset på et breakaway, og han assisterede Mike McNamee til målet til 2-1, efter canadieren havde sat to backs af med finurlige træk.

- Jeg må bare erkende, at jeg er i kæde med nogle virkeligt gode spillere i øjeblikket, og så var det utroligt rart at komme på tavlen. Og Mike er en rigtig god spiller. 16 point i seks kamp siger vist det hele. Han er virkelig en spiller der gør holdet bedre, siger Tobias Ladehoff.

Med sejren er piraterne blot et point efter Rungsted i toppen af Metal Ligaen, og efter 13 kampe er holdet næsten allerede sikre på at være i topfire efter 18 kampe, hvor de fire bedste hold udvælges til Metal Cuppens Final Four.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...