Sport

Piraterne fandt skatten mod Odense

Ny sejr sender Pirates fem point foran Gentofte

Aalborg Pirates vandt fredag mod Odense og trækker dermed fem point foran Gentofte. Foto: Henrik Bo
Aalborg Pirates vandt fredag mod Odense og trækker dermed fem point foran Gentofte. Foto: Henrik Bo Foto: Henrik Bo

Opdateret kl. 21:44

AALBORG: Der var god stemning i Gigantium Isarena fredag aften, hvor Aalborg Pirates tog imod Odense Bulldogs. Dels havde et kampsponsorat fra Sparekassen Vendsyssel skaffet næsten 4000 tilskuere i hallen, og dels hentede piraterne en vital hjemmesejr på 3-2 i jagten på at nå slutspillet.

Aalborg Pirates spillede godt til i første periode, og hurtigt fik man sat gæsterne under tryk. Alligevel var det Odense, der tog føringen allerede efter godt to minutter, da det lykkedes gæsterne at screene Marcus Lundell væk i piratburet, og så kunne Rasmus Bjerrum tæt under mål putte pucken i nettet.

Generelt havde Aalborg dog meget af spillet i første periode, og især i den offensive zone spillede holdet meget direkte ishockey, og det gav resultat godt midtvejs i perioden, da Olle Liss fik en friløber, mens begge mandskaber havde en mand udvist, og midt inde i zonen tæskede han et slagskud op i nettaget.

Anden periode fortsatte ganske underholdende, og der var kun spillet 39 sekunder, da Sebastian Ehlers satte pucken i nettet til 2-1. Daniel Madsen erobrede pucken i midtzonen og sendte Ehlers af sted i en friløber, og den udnyttede han ganske sikkert.

Odense havde flere gode chancer i de sidste minutter af perioden, mens Marcus Lundell tog godt fra i målet.

Odense svarede dog igen til 2-2 ved Henry Hardarson, der kom først på en glimrende tværpasning tæt under mål, men knap to minutter før anden periodes udløb kunne piraterne tage føringen igen, da Tobias Ladehoff kombinerede glimrende med Sebastian Brinkman. Sidstnævnte modtog pucken bag mål og sendte den ind i slottet, hvor Ladehoff afsluttede.

Tredje periode blev naturligvis med stort Odense-pres, men Aalborg var farlige i kontrafasen og blev måske et par gange snydt for chancen i powerplay, da kampens dommere absolut ikke fløjtede kampen i stykker.

Og så var Lundell igen i tredje periode stærk i buret med flere sublime redninger.

Kampens slutfase blev skæmmet af flere slagsmål. Først røg Dale Mitchell i bad efter slagsmål med Aalborgs Daniel Madsen, og som tiden løb ud var der flere skærmydsler.

Med sejren rykker Aalborg fem point fri af niendepladsen, og slutspilspladsen ser pludselig rigtig godt ud.

Gå til relaterede emner

Forsiden