Piraterne plukkede ørnene
Efter to nederlag i træk kom Aalborg Pirates tilbage på sejrskurs. Jussi Tapio scorede tre gange
Opdateret 24. maj 2022 kl. 08:30
AALBORG: Aalborg Pirates er igen á point med Frederikshavn White Hawks i toppen af AL Bank-Ligaen.
Det er en kendsgerning efter en sikker 5-2 sejr over Herlev Eagles fredag aften i Gigantium Isarena.
Pirates der kom til kampen med to nederlag i træk og uden den hjemrejste stjerne, NHL-spilleren Colin Greening, afgjorde allerede kampen i første periode takket være knivskarpt powerplay. Første gang efter tre og et halvt minut, hvor Simon Grønvaldt sendte pucken op i hjørnet bag Herles målvogter Gasper Kroselj.
Ti minutter senere var der Sebastian Ehlers, der udnyttede en fem mod tre situation. Han blev sat flot op ved den bagerste stolpe. Tredje mål faldt knap to minutter senere, da Jussi Tapio midt for mål sikkert udnyttede endnu et veludført powerplay. Fortjent føring til et tændt pirates-hold, der var de gæstende ørne totalt overlegne. Det kunne også ses i skudstatistikken, hvor Herlev blot blev noteret for et skud på mål i de første tyve minutter.
Anden periode startede også med en scoring til hjemmeholdet. En energisk Branislav Bendik jagtede en løs puck, han sendte den videre til Mathias Månsson, som fandt Jussi Tapio tæt under mål. Den chance kunne finnen ikke brænde, og så stod der 4-0 til Pirates. Det kunne både være blevet 5-0 og 6-0, men i stedet slog Herlev til i powerplay. Trods et par store chancer mere til Pirates, blev der ikke scoret mere i anden periode.
Herlev fik reduceret igen i starten af tredje periode. Andreas Sabroe tog turen bag om mål og lagde pucken under Magnus Åkerlund. Al optræk til spænding blev dræbt to minutter senere og igen var det Jussi Tapio der slog til med sin tredje scoring i kampen. Herlev havde ikke mere at komme med, og Pirates kunne sikkert køre sejren hjem.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.