Sport

Pirates tabte i udvisnings-orgie

Aalborg formåede ikke at udnytte overtal mod Esbjerg

Arkivfoto
Arkivfoto

Opdateret kl. 22:48

ESBJERG: Manglende effektivitet i powerplay blev dyrt for Aalborg Pirates, da holdet fredag aften blev slået af Esbjerg Energy i en dramatisk kamp med masser af udvisninger.

Selv om Esbjerg fik 13 to minutters udvisninger mod Aalborgs syv, formåede Pirates ikke at udnytte minutterne med en mand mere på isen.

Tværtimod lykkedes det Esbjerg at score to gange, mens Aalborg var i overtal.

To mål på bare 44 sekunder bragte ellers Aalborg Pirates på sejrskurs i 1. periode. Ved stillingen 1-0 til Esbjerg fik først Olle Liss netmaskerne til at blafre, da han udlignede efter 13.29 min., og kort efter gjorde Magnus Leth Nielsen ham kunststykket efter, da han bragte Pirates foran. Fra kampens start spillede hjemmeholdet med musklerne, og i 1. periode tog Esbjerg fem udvisninger, mens Aalborg Pirates holdt hovedet koldt og undgik udvisninger i de første 20 minutter.

Aalborg formåede imidlertid ikke at udnytte de mange minutter i powerplay, og Mario Lamoreux bragte balance i regnskabet efter godt tre minutters spil i 2. periode bare fem sekunder efter, at Esbjerg var blevet fuldtallige efter endnu en udvisning.

Gæsterne fra Nordjylland kom imidlertid hurtigt i teten igen. Endnu engang kom målene som perler på en snor, da holdets topscorer Nicolai Meyer med to mål på kun 10 sekunder bragte piraterne foran med 4-3 efter godt 33 minutter.

Glæden varede dog kort, for to minutter senere udlignede Esbjergs Nicolas B. Jensen i undertal, og Brock Nixon nettede for hjemmeholdet til 5-4 efter 37.45 min., mens Aalborgs Sebastian Ehlers sad i straffeboksen.

I slutningen af 2. periode og begyndelsen af 3. periode var det Aalborg, der blev ramt af udvisninger, og det udnyttede Esbjerg yderligere to gange i 3. periode med to scoringer

til henholdsvis 6-4 og 7-4. 3. periode blev skæmmet af en lang række udvisninger, og selv om Christoffer Frederiksen reducerede til stillingen 7-5 ni minutter før tid, lykkedes det ikke gæsterne at sætter Esbjerg tilstrækkeligt under pres til for alvor at skabe spænding om resultatet.

For bare 10 dage siden ydmygede Aalborg Pirates esbjergenserne med en storsejr på 6-1 i Gigantium Isarena, men fredag aften formåede holdet ikke at lukke af for vestjyderne.

Gå til relaterede emner

Forsiden