Pistolrøver fanget hurtigt
Super Spar i Vejgaard var mandag aften udsat for røveri. Gerningsmændene fik dog kun få minutter på fri fod
Opdateret kl. 21:51
VEJGAARD: To mænd røvede mandag aften omkring klokken 19.30 Super Spar på Doravej i Vejgaard. Bevæbnet med pistoler truede de to røvere personalet til at udlevere dagens omsætning, hvorefter de stak af på en scooter.
Det oplyser vagtchef hos Nordjyllands Politi, Per Jørgensen.
Røvere hurtigt anholdt
Det var dog ikke ret længe, at gerningsmændene var på fri fod. Et vidne havde nemlig set de to mænd flygte fra købmanden og løb efter dem. Ved kirkegården blev vidnet truet med pistolen, og han trak sig tilbage.
På nogenlunde samme tid ankom en patrulje til stedet, og vidnet kunne guide politiet i den rigtige retning. I mellemtiden var de to gerningsmænd kørt galt i krydset Sofievej og Filstedvej.
Her kunne politiet anholde en mand, der havde udbyttet fra røveriet på sig. Få minutter senere fandt ordensmagten frem til endnu en mand i nærheden, som også blev anholdt, mistænkt for røveriet.
Begge mænd er 22 år fra henholdsvis Støvring og Aalborg. De bliver sigtet for røveri af særlig farlig karakter.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.