Pizzaria udbrændt
Brandfolk arbejdede flere timer i Gedsted
Opdateret 23. maj 2022 kl. 14:08
GEDSTED: Natten til tirsdag opstod der af ukendte årsager brand i et pizzaria på Østergade i Gedsted.
Branden brød ud omkring klokken 02.35 i pizzariaet, og brandfolk arbejdede efterfølgende flere timer på stedet i et forsøg på at begrænse skaderne. Men pizzariaet er ifølge vagtchef hos Nordjyllands Politi Karsten Kristensen udbrændt.
Ingen kom ifølge vagtchefen noget til ved branden.
- Pizzariaet ligger i forbindelse med noget beboelse, men der bor ingen i øjeblikket, siger han.
Politiets teknikere skal nu forsøge at fastslå, hvordan branden er opstået.