Plads til stor kreativitet
Nye ejere af Den gl. Station planlægger mange udadvendte aktiviteter.

Svend Petersen og Lisbeth Birgersson flytter ind i Den gl. Station, når håndværkerne er færdige med at give den en kærlig hånd.Foto: Henrik Louis
Galleri - Tryk og se alle billederne.

En af Hirtshals historisk markante bygninger, Den gl. Station i Peder Rimmensgade, er blevet solgt. Mange borgere i Hirtshals vil glæde sig over, at de nye ejere, Svend Petersen og Lisbeth Birgersson, har til hensigt at fortsætte og forstærke husets kreative tradition. Parret, som i dag bor i Skæve i Frederikshavns Kommune, planlægger kunstudstillinger, og kammerkoncerter. Svend Petersen og Lisbeth Birgersson vil i løbet af 2012 indrette huset til deres hjem. Radio Skaga FM får dog lov til også i fremtiden at blive boende på 1. sal. - Vi faldt for huset straks, vi så det, husker Svend Petersen. Parret planlægger at give huset en kærlig hånd rent vedligeholdelsesmæssigt. Da NORDJYSKE var på besøg, lagde en tømrer sidste hånd på afhøvlingen af gulvet i den tidligere ankomsthal. Svend Petersen og Lisbeth Birgersson er i dag pensionister, men med en lang akademisk karriere i bagagen. Svend Petersen, født i Slagelse, først uddannet smed og siden sociolog fra Københavns Universitet, har været dekan på Aalborg Universitet, hvortil han kom i 1972. Gøteborgfødte Lisbeth Birgersson er uddannet arkitekt og har være vicerektor for Chalmers Tekniska Högskola i Gøteborg - en uddannelsesinstitution på universitetsniveau. Parret planlægger at arrangere kammerkoncerter i Den gl. Station i samarbejde med Ragnhild Kjølberg fra Dorf gl. Skole. Hun er en god ven, som har arrangeret den slags koncerter i 20 år. - Vi håber også, at Den gl. Station kan danne rammen om koncerter under Vendsysselfestival, siger Sven Petersen. Svend Petersen er Frederikshavns Kommune repræsentant i Vendsysselfestivalen. Parret har desuden fået tilsagn fra den anerkendte billedkunstner - og deres god ven - Mogens Otto Nielsen, som vil holde visuelle "te-selskaber" i Den gl. Station. Fra Gøteborg har parret hentet ideen til udstillinger med det, man kalder "anden kunst". Ideen er direkte inspireret af Borghild Håkansson, som i Gøteborg fik kæmpesucces med en udstilling af kunst fremstillet af personer, som ikke nødvendigvis opfatter deres kreativitet som kunst. En dansk pendant kunne være ting i stil med pastor Laiers figurer eller dyrene fra Peterspladsen i Bjergby. - Vi er begge interesseret i spørgsmålet "Hvad er kunst?". Alle har jo en eller anden kreativ evne, siger Lisbeth Birgersson. Desuden holder parret døren åben for en eventuel gentagelse af den sædvanlige påskeudstilling i bygningen, som blandt andre den lokale billedhugger Stinne Teglhus har været stærkt involveret i. Nye anvendelsesmuligheder for gamle bygninger var faktisk en af Lisbeths Birgerssons specialer som arkitekt. Hun har været involveret i omdannelsen til kunst- og småerhvervscentre af adskillige klassiske, forhenværende industribygninger i Gøteborg. Svend Petersen er en mand med internationalt udsyn. Han har været gæsteunderviser på universiteter i Australien og USA samt udsendt for FN, som demokratikonsulent ved valg i blandt andet Cambodja.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.