Pladsmangel i Guds hus
Indvielsen af Kirkecenter Strandby trak fulde huse

Der er stor opbakning til den lokale kirke i Strandby. Søndag blev det nye kirkecenter indviet, og interessen for at deltage var så stor, at festgudstjenesten blev videotransmiteret på en storskærm i de nye lokaler. Menighedsrådsformand Kurt Sørensen
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Den danske folkekirke oplever en negativ udvikling i disse år, hvor medlemstallet for første gang er faldet til under 80 procent af befolkningen. Men der er også steder, hvor opbakningen er massiv. Kirkecenter Strandby blev indviet søndag formiddag, og det gik ikke ubemærket hen. Formanden for Elling-Strandby menighedsråd, Kurt Sørensen, var i sit stiveste puds, og han kunne hurtigt konstatere, at der blev trængsel i garderoben. - Jeg vidste ikke, at der ville komme så mange, men tilslutningen til kirken er stor, og der plejer at komme mellem 80 og 100 mennesker hver eneste søndag, siger Kurt Sørensen. Imponerende fremmøde Flere hundrede mennesker havde afsat søndagen til at deltage i indvielsen. Blandt dem var 72-årige Ejler Jakobsen. - Jeg er kommet her hele mit liv, og jeg var her også, da selve kirken blev indviet i 1966, fortæller han. Dengang var der også fuldt hus, men rammerne var ikke nær så gode, som de er i dag. - Der har ikke været meget plads her ved kirken. Der er en lille kælder med plads til 20 mennesker, men den var sommetider helt stoppet til, siger Ejler Jakobsen. Pladsen bliver ikke et problem i den nye tilbygning, som er på 450 kvadratmeter. - Der er mange muligheder, så det skal nok blive godt. Det er helt sikkert, siger Ejler Jakobsen. Storskærm i centeret Højdepunktet for indvielsen var en festgudstjeneste ved biskop Henning Toft Bro. Strandby Kirke var fyldt til randen, hvorfor omkring hundrede mennesker måtte tage plads i kirkecenteret, hvor gudstjenesten kunne følges på storskærm. Alle folk i kirken rejste sig, da gudstjenesten startede, og folk i kirkecenteret fulgte trop, hvilket udløste spredt latter. Smil var der også på Kurt Sørensens læbe, der har fulgt byggeriet af det nye Kirkecenter Strandby på nærmeste hold. - Pludselig står det færdigt, det er simpelthen dejligt, siger han. Det nye byggeri har kostet omkring otte millioner kroner, og skal blandt andet bruges til konfirmandstue.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.