Advokatvirksomhed

Plan B kiksede også

Fire boligejendomme under hammeren - og yderlige fire senere

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Kløvervej 2 C og D - halvdelen af lejlighederne står tomme.

FREDERIKSHAVN:Fire boligejendomme med tilsammen 30 lejligheder og to forretningslejemål i eller ved Frederikshavns midtby kommer under hammeren i retten i Hjørring i morgen, mandag.

Ejendommene ejes af konkursboet efter Plan B Ejendomme, et anpartsselskab med base i Kirke Værløse på Sjælland.

Direktør i selskabet var ejendomsmægler Bjarne Birk Larsen, som i 00’erne investerede massivt i ejendomme i Frederikshavn og Sæby.

Ud over de fire ejendomme, som kommer på tvangsauktion mandag, er der i konkursboet yderligere tre ejendomme i Frederikshavn og en i Sæby. De kommer på auktion i løbet af efteråret, oplyser advokat Carsten Nørgaard, advokatfirmaet Hjulmand og Kaptain, som har rekvireret tvangsauktion.

Lejerne har principielt uændrede rettigheder og opsigelsesbeskyttelse under konkurs og ejerskifte. Men mange er fraflyttet.

På Barfredsvej 78, som er med i første auktionsrunde, er fem ud af seks lejligheder ledige.

Det har ikke været ikke været muligt at få kontakt til Bjarne Birk Larsen. Men ifølge NORDJYSKE’s oplysninger skyldtes den sjællandske ejendomsmatadors forkærlighed for Østvendsyssel udelukkende forretningsmæssige overvejelser. Nordenfjords ejendomme var i 00’erne billige set med øst-danske øjne. Hans tidligere selskab, Birk Ejendomme, opererede dog også andre steder i landet. Men i 2008 sank fundamentet for Bjarne B. Larsens ejendomsimperium første gang i grus.

Han iværksatte ”plan B” og med accept fra BRF Kredit købte han de nordjyske ejendomme ud af konkursboet Birk Ejendomme.

Hans nye selskab, Plan B Ejendomme, er ifølge selskabsregistreret formelt ejet af kontorelev Anita Larsen med samme adresse som Bjarne Birk Larsen.

Det nye selskab fik en skidt start. Revisionsanmærkninger og ledelsesberetninger beretter om manglende momsindberetning, behov for genforhandling af kreditter og tomgangsleje for en tredjedel af lejlighederne i 2010.

Det nye selskab gik konkurs i 2012.

Høj belåning

Ifølge advokat Carsten Nørgaard er det usandsynligt, at boet kan udbetale dividende til ikke pantsikrede kreditorer, bl. a. SKAT.

Ejendommene er skyhøjt belånte.

Derfor er det også tvivlsomt om panthaverne BRF Kredit og Danske Bank får deres panter fuldt indfriet.

Konkursboet har forsøgt at realisere ejendommene i fri handel, men uden resultat.

Ejendomsmægler Jens Jørgen Calundan, Frederikshavn, siger, at udlejningsejendomme i byen er svært omsættelige med mindre de har gågadebeliggenhed. De få, som bliver solgt, handles til lavere priser.

- Det skyldes, at ejendomsinvestorer i dag kræver højere nettoforretning - 8-9 procent mod 6-7 procent for få år siden. Afkastkravet afspejler større usikkerhed og højere udlånsrenter i bankerne, siger Calundan,

Fraflytning lægger pres

Demografien - fraflytning og faldende indbyggertal - har i flere år lagt massivt pres på boligforeninger og kollegier, som har fået store udlejningsvanskeligheder. De har taget konsekvensen i form af nedrivning og frasalg.

Lejlighedsannoncer i Lokalavisen viser, at der også er stort udbud hos private udlejere.

Calundan står for udlejningen i ejendomme med et par hundrede lejligheder, men her oplever Jens Jørgen Calundan her ikke, at det er vanskeligt at udleje lejligheder, når vedligeholdesstanden vel at mærke er i orden.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst