Børnepasning

Plan et skridt videre

Børnehaver på to matrikler ser frem til sammenlægning - bekymring for normering

Der er en ny masterplan for daginstitutionerne i kommunen undervejs.Arkivfoto: Kurt Bering

Der er en ny masterplan for daginstitutionerne i kommunen undervejs.Arkivfoto: Kurt Bering

BRØNDERSLEV:Børnehaven Rømersvej vil gerne være en satellit til Lærkereden, men Lærkereden vil ikke have Rømersvej. Flere børnehaver er bekymrede over normeringen, og så efterlyser de sammenlagte børnehaver i Jerslev og Ø. Brønderslev, at de snart kan blive til ét hus.

Det er nogle af hovedtrækkene i de høringssvar, der er kommet ind fra forældrebestyrelserne i kommunens børnehaver i forbindelse med en masterplan for hele dagtilbudsområdet, som er under opsejling.

- Vi har gennemgået høringssvarene. Der var ikke så voldsomt mange høringssvar. Dem, der er, forholder sig meget konkret til nogle ting i masterplanen. Det er ikke noget, der gør, at man skal ændre på indholdet i masterplanen. Så nu beder vi forvaltningen gå tilbage og komme med konkrete forslag på de enkelte områder, siger udvalgsformand Peter H. S. Kristensen (S).

Masterplanen indeholder blandt andet en anbefaling af, at den igangværende proces med sammenlægninger af børnehaver videreføres. Det er bla. i Jerslev og Ø. Brønderslev, som begge efterlyser, at det vil ske snart.

Mens forældrebestyrelsen i Jerslev skriver, at de oplever daglige udfordringer med at være i to huse med stor afstand i mellem, fortæller de i Ø. Brønderslev om utidssvarende toiletforhold i den ene afdeling.

- Der skal laves en konkret indstilling til i hvilken rækkefølge, det skal være. Vi har bedt om at få lavet en sag på det. Det skal ligge til behandling til budgetforhandlingerne til 2014. Vi skal have en faglig vurdering af, hvor det er mest påkrævet, at vi går i gang, siger Peter H. S. Kristensen.

Om det bliver muligt at sætte en af børnehaverne på budget 2014 vil vise sig.

- Men det kunne man godt forestille sig. Det er en prioritering, der skal ske i byrådet, når man laver budgettet, siger Peter H. S. Kristensen.

Mens Børnehaven Rømersvej gerne vil være en satellit til Lærkereden, peger forældrebestyrelsen i Lærkereden på den anden side på, at de er en stor børnehave med specialbørnehave tilknyttet, hvilket de mener kræver en fuldtids leder.

- Det er lidt af en gordisk knude. Det er klart, at det skal vi på en eller anden måde have fundet ud af. Rømersvej vil gerne have et organiseret samarbejde med en anden institution, siger Peter H. S. Kristensen.

Blandt høringssvarene er der også flere børnehaver, der er bekymrede for normeringen for store institutioner. Der er i dag mindre normering per barn fra barn 60 og op.

Masterplanen skal behandles i byrådet, inden den kan endeligt vedtages.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst