Plan for Agger Havn godt modtaget

Det skal prøves hvor langt planerne kan bære - også økonomisk

Agger Havn kan udvikles til en ny attraktion i kraft af dens eksisterende kvaliteter. Arkivfoto: Peter Mørk

Agger Havn kan udvikles til en ny attraktion i kraft af dens eksisterende kvaliteter. Arkivfoto: Peter Mørk

Uddybning af havnen, nye spunsvægge, nyt havnehoved, renovering af "det røde hus", jollehavn, lystbådehavn, velfærdsfaciliteter til lystsejlere, vandpolo og miljø omkring Vestervig roklub for slet ikke at tale om rekreative arealer og kunst på havneområdet. Forslag og ideer er der nok af i den masterplan for udvikling af Agger Havn, som er udarbejdet af en havnegruppe sammensat af byrådsmedlem, statsautoriseret revisor Jens Kr. Yde, formand for Agger-Krik Fiskeriforening Børge Jensen, ejer af Agger Værft Jan Møller og regionsrådsmedlem Svend Heiselberg. Sidstnævnte præsenterede planen i begyndelsen af marts i forbindelse med indvielsen af Nationalpark Thy's temacenter på sydspidsen af Agger Tange. Nu har gruppens tanker og ideer været en tur omkring kommunens udvalg for miljø og teknik, hvor planen, som det skønsmæssigt vil koste 24 millioner kroner at realisere i den nuværende form, er positivt modtaget. - Her præsenteres nogle visioner for Agger Havn. Nu må vi se, hvor langt det kan bære. Også økonomisk, siger Henning Holm (S), formand for udvalget for miljø og teknik, UMT. Han understreger, at der ikke er taget stilling til økonomien, men alene til ideerne, som de beskrives i oplægget. Ideerne spirer - Her er tale om et opklæg som viser, at det spirer med ideer omkring Agger Havn. Men vi står med et materiale, der måske er foreløbigt, men som kan gøres til genstand for yderligere bearbejdning, så der kan søges penge hjem til gradvis at realisere en række af de skitserede projekter med det mål, at Agger Havn bliver et attraktivt sted. Henning Holm understreger, at hovedmålet ikke skal være at omdanne Agger til et helt igennem rekreativt sted. - Havnen er i dag hjemsted for Agger Værft, en virksomhed med omkring 30 medarbejder samt flere andre arbejdspladser. Sigtet må være at arbejde for at fastholde arbejdspladserne og dermed et levende og aktivt havnemiljø samtidig med at vi skaber muligheder for at udbygge havnens muligheder som rekreativt sted, siger Henning Holm. En perle på snoren Han peger konkret på et af masterplanens punkter, nemlig behovet for at uddybe indsejlingen til havnen. - Værftet er afhængigt af at bådene kan komme ind til havnen. Derfor skal sejløbet uddybes. En siddeeffekt bliver, at også lystfartøjerne får lettere adgang til havnen, siger Henning Holm. Han taler om en plan, som hvis den realiseres, kan give fornyet pondus til den sydligste del af kommunen. En opgradering af havnen og dens omgivelser har betydning for både erhverv og turisme. - Havnen kan vise sig livsgivende både for Agger by og for den sydlige del af kommunen, og den kan blive den sidste perle på en snor der strækker sig fra Hanstholm i nord over Klitmøller, Vorupør og Stenbjerg, siger Henning Holm. Fire UMT-medlemmer fulgte indstillingen om at arbejde videre med planen. Et medlem undlod at tage stilling indtil økonomien i planen var mere konkretiseret.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.