Tårs

Plast fra Taars til hele verden

Den lille nordjyske virksomhed Tub-Ex i alliance med amerikansk gigant

Den åndbare plastfolie Tublin er Tub-Ex’ vigtigste produkt og anvendes til en lang række fødevarer. Foto: Tub-Ex
Den åndbare plastfolie Tublin er Tub-Ex’ vigtigste produkt og anvendes til en lang række fødevarer. Foto: Tub-Ex

TAARS: En nordjysk myg i alliance med en global elefant.

Sådan kan man beskrive det samarbejde, som den lille nordjyske virksomhed Tub-Ex netop har indledt med den amerikansk ejede koncern Kalle, der fremstiller og sælger produkter til brug i fødevareindustrien.

Et nyt selskab, Pro-Ex, som har til huse på Kalles tidligere nordiske salgskontor i Svenstrup, skal sælge begge virksomheders produkter.

Tub-Ex’ vigtigste produkt er en plastfolie, som vand og damp kan trænge igennem. Det prisbelønnede produkt, kaldet Tublin, fremstilles på virksomhedens fabrik i Taars. Det anvendes til en lang række fødevarer, eksempelvis skinker.

Kæmpestort potentiale

Gennem det nye fælles selskab får Tub-Ex adgang til et globalt marked med lovende muligheder for vækst.

- Der er et kæmpestort potentiale i Tublin. Jeg vil ikke sætte tal på, men vi forventer helt klart en kraftigt øget omsætning, siger adm. direktør Jens Boelskifte, der sammen med stifteren Peter Schou og dennes hustru Linda Schou ejer Tub-Ex.

- I dag har vi 10 ansatte på fabrikken i Taars, der arbejder i toholdsskift. Håbet er, at vi kan komme op på treholdsskift og have produktion i weekenderne også, tilføjer han.

Kalles vigtigste produkt er en fibertarm af papir, som blandt andet anvendes til spegepølser. Koncernens største kunde i Danmark er Tulip.

Tub-Ex bliver hovedaktionær i det nye selskab Pro-Ex. Medejere bliver de to tidligere Kalle-medarbejdere Klaus Bruun og Claus Jensen, der i Pro-Ex skal arbejde som henholdsvis salgsdirektør og daglig leder.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden