Plejecentre står til lukning

Plejecentrene i Biersted og V. Hjermitslev er udpeget til lukning. Årsagen er for mange pladser i kommunen og stram økonomi

JAMMERBUGT:Der har i nogen tid været overkapacitet med hensyn til antallet af pladser på plejecentrene i kommunen. Samtidig bliver behovet til stadighed mindre, fordi flere ældre vælger at blive boende længere tid i eget hjem og de ældre efterspørger større ældre- og plejeboliger.

Derfor indstiller Social- og Sundhedsudvalget til at lukke plejecentrene i Biersted og V. Hjermitslev. Det fjerner med et hug 34 pladser. Dette sker samtidig med, at der kommer 11 nye pladser på det nyrenoverede plejecenter i Pandrup, der står klar i slutningen af marts i år. Det giver en nettonedskæring på 23 pladser. Lukningerne sparer kommunen for 10,4 millioner kroner årligt.

De berørte beboere vil få mulighed for selv at ønske, hvor de vil flytte hen. Flytningen vil ske uden omkostninger for de berørte.

Økonomi og faglighed

Der har netop været møde i Økonomiudvalget. Her er man enig i prioriteringerne fra Social- og Sundhedsudvalget.

Borgmester Mogens Gade (V), der også er formand for Økonomiudvalget forklarer:

- Det er svært af få driften til at hænge sammen i de mindre enheder. Man er meget skrøbelig overfor, om der er fuld belægning. Samtidig er der også en fare for, at fagligheden ikke er høj nok. Det er nemmere at sikre de to ting i større enheder, siger Mogens Gade.

Det er endnu ikke afklaret, hvor de mange beboere skal flytte hen. En mulighed for de demente på Biersted Plejecenter er, at indrette øverste etage i plejehjemmet i Pandrup til dem, oplyser Mogens Gade.

Sparemulighederne vil blive drøftet i Social- og Sundhedsudvalget igen. 1. april og i Økonomiudvalget 20. april. Dernæst skal det besluttes af Kommunalbestyrelsen, hvad der skal ske på et senere møde.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.