Ældrepolitik

Plejehjem bevares

Ældreomsorgsudvalget vil ikke lukke plejehjem

Ole Jespersgaard - formand for nyt udvalg, der også skal spare. Foto: Laura Guldhammer
Ole Jespersgaard - formand for nyt udvalg, der også skal spare. Foto: Laura Guldhammer Foto: Laura Thomsen

Opdateret kl. 06:25

BRØNDERSLEV/DRONNINGLUND: - Der skal ikke lukkes plejehjem. Det er noget af det, den ny formand for ældreomsorgsudvalget, Ole Jespersgaard (S), vil arbejde for.

Det er anden gang, Ole Jespersgaard står i spidsen for det udvalg, der beskæftiger sig med ældreomsorg. I den foregående periode - 2007-2010 - var socialpsykiatrien en del af dette udvalgs virke. I dag hører socialpsykiatrien under social- og sundhedsudvalget. Dengang hed udvalget ældre- og handicapudvalget.

For Ole Jespersgaard betyder den ny formandspost, at han igen kommer til at skulle finde besparelser sammen med udvalget.

Da han for fire år siden overtog social- og sundhedsudvalget, var der en ubetalt regning fra tidligere år på ca. 17 mio. kr. Men det fik udvalget rettet op på, og der blev indgået en såkaldt flerårsaftale, hvor det ikke var social- og sundhedsudvalget, der skulle betale hele regningen, men byrådet gik ind i sagen, og delte halv skade med social- og sundhedsudvalget.

- Der blev rettet op på økonomien, men det er gået hårdt ud over blandt andet handicapområdet, indrømmer Ole Jespersgaard.

I det nye udvalg er der igen en ubetalt regning. Denne gang er det en følge af byrådets beslutning om ikke at udleje plejehjemspladser til ældreboliger.

- Jeg kan sige, at der er visse økonomiske udfordringer. Det skal ikke være ældreomsorgsudvalget, der skal betale regningen, når det er et samlet byråd, der står bag, siger Ole Jespersgaard.

Han håber, at økonomiudvalget går ind i sagen.

Ole Jespersgaard går ind for, at der laves genoptræning som en slags højskole på Hellevadlund i Klokkerholm.

Det er planen, at Stenumgaard skal være et sted for voksne udviklingshæmmede, og det er planen at flytte Cassiopeia til Stenumgaard.

Da der er sager, der lapper over i social- og sundhedsudvalget samt ældreomsorgsudvalget, vil Ole Jespersgaard arbejde for, at der holdes flere fællesmøder med hans "gamle" udvalg.

- Et af de områder, der vedrører begge udvalg, er den udfordring, vi har omkring patienter, der udskrives tidligt fra sygehusene.

I det udvalg, Ole Jespersgaard har forladt, har PriceWaterhouseCoopers bistået med at finde besparelser. Og i ældreomsorgsudvalget er pwc også i gang med at kulegrave økonomien.

Ole Jespersgaard mener, at det er vigtigt, at politikerne har kendskab til de områder, de beskæftiger sig med. Derfor besøges alle plejehjem. Det er det samlede udvalg, der skal på rundtur.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden