Plovfuren, parabolen og perspektivet

Det er alle titler på nogle af de malerier af Poul Anker Bech, der fra april og sommeren over vil være at se på Vendsyssel Kunstmuseum. Poul Anker Bech maler landskabet, så man genkender sig selv i det. Med en baggrund i landbrugets Jeppe Aakjær-hverdag med hest og plov og roer og rug kunne han fra plovfuren uden for Tårs skimte, at der var noget andet i horisonten. Kunsthistorikere kan karakterisere hans kunst i en mere kvalificeret faglig kontekst, men heldigvis malede Poul Anker Bech med glæde til enhver, der satte pris på hans værker. Det helt særlige ved hans billeder er netop, at de afspejler virkeligheden uden at være et spejl af denne. Der kan sættes tre overskrifter på udstillingen: 1. Plovfuren: Poul Anker Bech voksede op med roehakning, radrensere og rugmarker på en "ejendom" uden for Tårs. Når Aakjær i "Jeg lagde min gård" fra 1904 skriver: "Der dukker af disen min fædrene jord med åser og agre og eng. (…) Det bølger af rug imod kimingens rand, i dale, på banker den står,"- ja, - så tager mange af Poul Anker Bechs malerier udgangspunkt i kornmarken, - med eller uden golfspillere og politibetjente i skarpt trav. Horisonten er på tværs eller på langs, verden slutter ikke med det, vi kan se, den fortsætter et sted ude i det meget blå. Til tider er landskabet ved at falde ud over kanten og ind i himmelrummet hvor de to får står helt upåvirkede i ulden og lammeskyerne, mens de tålmodigt vender ryggen til den nedslidte ejendom med rustne redskaber smidt i græsset bag laden. Den slags ligger jo bag laden. 2. Parabolen: Landskabet er ikke blot en Aakjærsk rugmark, der er altid en høne, en plæneklipper, en campingvogn eller en parabol, der forstyrrer idyllen. Landskabet er også stranden ved havet, hvor der ligger der kabelruller, og her sidder Knud med sin gris. (Hvis det er Knuds gris?) Peter Mouritzens digt til Poul Anker Bech: "Der var engang en ko" giver samme billede af en virkelighed, der går på tværs som Poul Anker Bechs horisont hos "Knud" gør det. Mouritzen skriver: " Der var engang en ko. Den stod ved havet. Den vidste ikke, at den var en ko, den drømte om andre horisonter. Så en dag tog den mod til sig og svømmede ud. (…) Det må være det, som filosofferne kalder for Indsigtens Sted, tænkte den, da den ramte bunden. Det var dens sidste tanke, og længere er historien da heller ikke. Men den har dybde." Der er altid en skæv kommentar, parabolen sender fra fjerne egne helt ud til afgrundens klint og kant. 3. Perspektivet: Den fortsatte søgen hinsides horisonten vises på billedet "I drift", hvor turisterne (med kufferter på hjul og kasketter og solbrune ben) går ud mod horisonten. Hvad de leder efter, det kan man ikke se. De er i drift, de er på vej, de er hjemfaldne, som Søren Ulrik Thomsen skriver: "At tabe det hele og bære det med sig som en usynlig skønhed lagt til ens eneste ansigt. …" Horisonten er på tværs, på langs og folkevandringen følger efter de forreste. Perspektivet knækker, når horisonten står både lodret og vandret. Poul Anker Bechs billeder viser en verden vi kender, men de viser også den verden, der ligger hinsides horisonten. Her er det tabte, som vi bærer med os i en synlig skønhed. Det kan ikke skrives. Her skal man se på billeder. I virkeligheden. Her er havet blåt, eller grønt eller violet. Himlen er lysblå eller mørkblå eller kaotisk og kulørt og på tværs og utydelig. Det er en verden i farver. Den kan (også) ses på Vendsyssel Kunstmuseum. P.S: Transformatortårnene! De er der også. Selvfølgelig. Med eller uden strøm. Værker af Poul Anker Bech udstilles på Vendsyssel Kunstmuseum 13. april til 19. august 2012. Bodil Christensen, Horne - underviser på læreruddannelsen i Aalborg, efterskolelærer i mange (mange) år, ungdomstræner i Horne KFUM i håndbold.