Pokalnederlag er benzin på bålet
Fredagens overtidsnederlag skal være med til at motivere Fortuna-spillerne endnu mere
Opdateret kl. 09:36
BRØNDBY: Med to mål i de døende minutter stjal Brøndby sejren i pokalfinalen mod Fortuna Hjørring fredag eftermiddag.
Dermed snuppede Brøndby The Double, mens Fortuna Hjørring ender med en titelløs sæson.
Derfor var både spillere og cheftræner Brian Sørensen ualmindeligt skuffet efter kampen i går. Men den skuffelse skal vendes til noget positivt.
- Vi kan bruge det her til at fylde benzin på bålet til næste år. Vi skal bare være endnu skarpere og endnu bedre på alle parametre, siger cheftræneren, der især er bitter over, Brøndbys straffesparksudligning i 90. minut.
- Da jeg står udefra, tror jeg, der er klart straffe, fordi dommeren er sikker i sin sag. Men så spørger jeg midterforsvareren, som siger, at hun ikke rører hende. At Brøndby-spilleren søger selv kontakten og falder. Det er så sindssygt grotesk, at man skal ud i sådan noget, for det afgør en pokalfinale, siger cheftræneren.
Han måtte bruge to udskiftninger på grund af skader til Signe Bruun og Sydney Payne, og da han brugte endnu en for at give Caroline Rask hvile, havde han ikke mulighed for at skifte Sofie Junge ud, da hun fik krampe ti minutter før tid.
- Vi kørte på pumperne. Vi har haft en stor del af vores bærende spillere ude her i foråret, og de har ikke den fysiske form, det kræver at skulle spille så lang tid, siger han.
Tirsdag skal Fortuna Hjørring spille slutspilskamp mod Skovbakken. Med en sejr i den kamp, er nordjyderne sikret andenpladsen og dermed kvalifikation til Champions League i næste sæson.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.