Politi skyder med tåregas i Albanien under politisk magtkamp
Mange demonstranter i Tirana er anholdt, efter tidligere premierministers tilhængere prøver at storme parti.
Politiet i Albaniens hovedstad, Tirana, affyrede lørdag tåregas, da flere hundrede demonstranter angreb oppositionspartiet Det Demokratiske Partis hovedkvarter.
Det skete i forbindelse med en forbitret magtkamp i partiet. Her forsøger den detroniserede leder og tidligere premierminister Sali Berisha at genvinde magten.
Snesevis af demonstranter er anholdt under dagens uroligheder.
De er tilhængere af Berisha, som sidste år blev smidt ud af partiet. Det skete, efter at den amerikanske regering forbød ham at rejse ind i USA. Begrundelsen var korruption.
Berisha nægter, at han har gjort noget forkert. Han har siden forsøgt at genvinde magten i partiet fra den nuværende formand, Lulzim Basha.
Under protesterne lørdag brugte Berishas tilhængere hammere og koben, da de stormede Partiets hovedkvarter. De forsøgte at smadre en ny sikkerhedsdør af metal. De satte samtidig en lang stige op for at trænge ind via 2. sal i bygningen.
Politiet oplyser, at det var nødt til at gribe ind, efter at en "en gruppe lovgivere inde i Det Demokratiske Parti anmodede politiet om hjælp, fordi deres liv var i fare".
/ritzau/Reuters
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.