Politiet advarer: Bolde brugt til tricktyveri
Nordjyllands Politi beder borgerne i Himmerland om at være på mærkerne
HIMMERLAND: Nordjyllands Politi sender nu en opfordring ud til borgerne i Himmerland om at være opmærksom på en lusket form for tricktyveri, som man er stødt på i den seneste tid og har fået anmeldelser om.
Den første episode fandt sted torsdag i sidste uge, hvor en borger fra Aalestrup var ude for at handle. Her opdagede vedkommende, at tegnebogen var væk fra jakkens lomme. Det undrede ham, men han kom så i tanke om en episode, som skete i hjemmet, inden han tog afsted.
En engelsktalende kvinde kontaktede ham og sagde, at der var skudt en tennisbold om i haven.
De gik begge to så om i haven for at lede efter den forsvundne tennisbold.
- Der har vi så en formodning om, at der har været en anden person inde i entreen i huset for at stjæle tegnebogen, siger politikommissær hos Nordjyllands Politi, Preben Møller, som også kan fortælle om en episode fra Mariager, som fandt sted ved et fritidshus på Hybenvej i fredags, hvor beboeren fik stjålet sit dankort.
Her ringede en person på fordøren. Huset beboer åbnede døren og fik at vide af personen, at der var røget en bold om i haven, hvorefter de begge gik om i haven - så langt væk fra huset man kunne komme - for at lede efter bolden.
Lidt senere opdagede husets beboer, at et dankort fra en jakke, som hang i entreen, var blevet stjålet.