Lokalpolitik

Politiet dropper sag mod Peter E. Nielsen

Ikke rimelig formodning om, at han har begået noget strafbart

Arkivfoto
Arkivfoto

Opdateret kl. 17:33

FREDERIKSHAVN: Tidligere 1. viceborgmester og socialudvalgsformand i Frederikshavn, Peter E. Nielsen (K), er renset i sagen, hvor Frederikshavn Kommune med daværende borgmester Lars Møller (V) i spidsen kort før kommunalvalget i november anmeldte ham for overtrædelse af sin tavshedspligt.

Det fremgår af en pressemeddelelse, som Peter E. Nielsen har udsendt:

Nordjyllands Politi har i brev af 17. februar 2014 skrevet til Peter E. Nielsen, der i dag er menigt byrådsmedlem, at efterforskningen standses i sagen, hvor han er sigtet for at have overtrådt sin tavshedspligt samt persondataloven.

Glad og lettet

Sagen har drejet sig om straffelovens § 152 - brud på tavshedspligten og persondataloven - og politiets afgørelse er i følge brevet til Peter E. Nielsen truffet efter reglerne i retsplejelovens § 749, stk. 2, fordi der, som der står i brevet, ”ikke er en rimelig formodning for, at der er begået noget strafbart”.

Sagens tog sin start, efter NORDJYSKE Stiftstidende havde bragt flere kritiske artikler fra plejehjemmet Drachmannsvænget i Skagen. I den forbindelse bad daværende borgmester Lars Møller (V) forvaltningen om en redegørelse af forløbet. Det interne notat, der blandt andet indeholdt detaljer om en beboers helbredsmæssige tilstand, blev senere sendt til Peter E. Nielsen, som sendte notatet videre til den journalist, der i forvejen havde skrevet om sagen.

- Jeg er meget glad for og lettet over politiets afgørelse. Jeg videresendte den mail, som sagen drejer sig om, fordi jeg mente, sagen var i offentlighedens interesse. Jeg har hele tiden sagt, at det selvfølgelig var en fejl, at jeg ikke fik slettet de få linjer, som var personfølsomme. Mailen blev sendt fra Frederikshavn Kommune til min radioforretnings hoved-mailadresse - ikke til hverken min personlige mailadresse eller til min kommunale mailadresse. Vi er tre-fire mennesker, der løbende kigger i den pågældende indboks, og jeg var ikke tilpas opmærksom på, at man fra kommunens side kunne finde på at sende et dokument, der indeholdt personfølsomme oplysninger, til en radioforretning. Det har jeg helt fra begyndelsen beklaget, og det gør jeg fortsat, siger Peter E. Nielsen.

Store konsekvenser

Sagen har haft store omkostninger for Peter E. Nielsen både personligt og politisk.

- Jeg er i politik for at gøre en forskel. Sådan var det både før sagen, og sådan er det nu her efter sagen. Men det har selvfølgelig været hårdt både for min familie og for mig at have en mistanke hængende over hovedet i fire måneder. Jeg har heldigvis fået opbakning både fra politiske med- og modspillere. Flere har sagt ”Det kunne også være sket for mig.”

Andre har desværre talt og ageret som om, jeg var allerede var dømt, og jeg er skuffet over den måde, den daværende borgmester har håndteret sagen på. Jeg synes, det var mangel på dømmekraft, at jeg blev anmeldt. Tilmed skulle jeg fra en journalist høre nyheden om, at borgmesteren anmeldte sin viceborgmester lige op til valget. Det var utrolig skuffende. Hele forløbet har fået store konsekvenser i forhold til min og Konservatives muligheder for indflydelse i Frederikshavn Kommune, og jeg synes, det kalder på en undskyldning, siger Peter E. Nielsen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden