Politiet har gode spor efter tyveri af betalingsstander
Købmand Annette Pedersen anslår, at standeren indeholdt cirka 20.000 kroner i kontant
Opdateret kl. 12:43
SEJERSLEV: En betalingsstander, der natten til fredag blev stjålet ved Spar-Købmanden i Sejerslev, indeholdt omkring 20.000 kroner i kontanter.
Det anslår købmand Annette Pedersen, der opdagede tyveriet, da hun mødte på arbejde klokken 06.30 fredag morgen.
- Først bemærkede jeg ikke noget usædvanligt, men da jeg trådte ind i vindfanget, kunne jeg se, at metalpladerne, hvor betalingsstanderen normalt står, lå skævt, siger Annette Pedersen, der gik udenfor for at undersøge sagen nærmere.
- Det var mildest talt underligt at se, at betalingsstanderen var væk, siger hun.
Det gik voldsomt for sig, da to tyve klokken 03.19 slog til mod tankanlægget ved Spar-købmanden.
Et lokalt vidne så tyvene binde kæder eller reb om en betalingsstander, der så blev revet løs ved hjælp af bilen, som tyvene derefter forsvandt i. Vidnet har oplyst til politiet, at betalingsstanderen stak ud fra bagagerummet. Gerningsmændene kørte i en mindre mørk personbil.
Tyveriet gik ikke upåagtet hen i Sejerslev, hvor flere naboer vågnede ved larmen, da betalingsstanderen blev revet løs.
En nabo kiggede ud af sit stuevindue, men kunne ikke umiddelbart se noget alarmerende og antog derfor, at en lastbil havde påkørt en container ved købmanden,
I løbet af fredag udbedrer en tilkaldt servicetekniker skaderne, så ledningerne til betalingsstanderen ikke længere er blotlagt.
- Lige nu kan jeg ikke sige, hvornår vi får en ny betalingsstander, men forhåbentlig så hurtigt som muligt, siger Annette Pedersen.
Politiet har tilsyneladende gode spor at gå efter, da vidnet filmede hele episoden. Dertil kommer videoovervågning på benzinstanderen.
Ikke desto mindre hører politiet gerne fra eventuelle vidner til nattens tyveri og kan kontaktes på telefon 114.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.