Politiet: Hjultyve går efter dyre fælge - måske til videresalg
I løbet af den seneste uge har hjultyve været på spil. Ofte er det de dyre biler, der er udsatte.
AALBORG: Igennem den seneste uge har flere nordjyder oplevet at miste hjulene fra deres biler.
Det startede sidste onsdag, da en 48-årig mand fra Brønderslev opdagede, at hjulene på hans bil var blevet stjålet, mens bilen holdt parkeret ved Aalborg Lufthavn.
Efterfølgende har der været yderligere to hjultyverier i Aalborg-området.
- Vi ser de her tyverier indimellem, siger Niels Kronborg, vicepolitiinspektør ved Nordjyllands Politi i Aalborg.
Når årstiderne skifter
Det virker til, at hjultyvene især er på spil, når årstiderne skifter, og det er tid til at skifte til vinterdæk eller sommerdæk.
- Man kan godt have fornemmelsen af, at tyverierne kan være årstidsbestemt. Nu hvor vi går ind i sæsonen, hvor folk skal have nye vinterhjul på, så er der et marked for at kunne omsætte vinterhjul. Det samme gælder for sæsonen med sommerhjul, siger Niels Kronborg.
Nordjyllands Politi har ikke mistanke om, at den seneste uges tre tilfælde er relaterede.
- Men ofte er det sådan, at hvis der er mange hjultyverier inden for en kort tidsperiode og inden for et snævert geografisk område, så kan vi få mistanke om at det er de samme gerningsmænd, der står bag, tilføjer han.
Går efter de dyre fælge
Vicepolitiinspektøren fortæller, at tyvene typisk går efter de dyre biler med dyre alufælge, fordi der er penge i det.
Politiet formoder, at hjulene bliver enten solgt videre gennem sider som Den Blå Avis, eksporteret eller brugt til eget forbrug.
- Når der sker mange tyverier på kort tid, så får vi den tanke, at formålet er at sælge hjul og fælge videre, siger Niels Kronborg.
Hvordan kan man sikre sig
Hvis man vil undgå at komme ud til sin parkerede bil og opdage, at den hviler på mælkekasser og de fire hjul er væk, så kan man sikre sig mod hjultyvene.
- Jeg tror at de fleste, der har lidt dyre alufælge vælger at investere i låsebolte, hvor en af boltene i hjulet har en anderledes form, så man ikke kan tage dem af med en almindelig hjulnøgle. Det gør det i hvert fald vanskeligere, siger vicepolitiinspektøren.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.