Politiet mangler oplysninger
Har ingen spor at gå efter i forbindelse med containerbrande
Opdateret 17. maj 2022 kl. 13:22
AALBORG ØST: Ovenpå weekendens to containerbrande i Aalborg Øst har Nordjyllands Politi ikke mange spor at gå efter.
Natten til lørdag var det en container på Sallingsundvej, der var gået ild i. Her spredte ilden sig til nogle byggematerialer, så omkringboende måtte evakueres.
Og natten til søndag kom turen til en tøjcontainer på Blåkildevej. Her blev ilden dog hurtigt slukket, da containeren stod frit og ilden derfor ikke kunne sprede sig til andre bygninger.
Endnu ingen spor
Men i begge tilfælde er det altså småt med spor for politiet at arbejde med.
Politikommissær Lars Nørskov Jørgensen fra afdelingen for Personfarlig Kriminalitet ved Nordjyllands Politi, som sammen med Nærpolitiet i Aalborg Øst skal varetage efterforskningen, har endnu ikke meget at gå ud fra:
– Vi har nogle brændende containere. Og det er dét, siger han.
Nål i en høstak
Politiassistent Preben Bang Klitgaard fra Nærpolitiet i Aalborg Øst erkender, at det er et svært stykke arbejde, ordensmagten har foran sig.
- Vi sidder ikke bare med et par stykker på hånden, som vi mistænker. Vi har brandsager, hvor gerningsmændene aldersmæssigt spænder fra helt nede omkring 6 år til over 70 år. Det er den berømte nål i en høstak, siger Preben Bang Klitgaard.
Politiet arbejder dog på en strategi til at forebygge brandene, som de ikke ønsker at komme nærmere ind på på nuværende tidspunkt.
– Vi har forsøgt at danne et indtryk af, hvornår det er, brandene foregår, så vi kan være opmærksomme, siger Preben Bang Klitgaard.
14-årig fortsat sigtet for brand
Den 14-årige dreng, der 5. august blev sigtet for en påsat brand i en container ved Fakta på Saltumvej, er fortsat sigtet i sagen, fortæller Preben Bang Klitgaard fra Nærpolitiet i Aalborg Øst.
- Vi har sigtet ham på baggrund af en vidneforklaring, og den sigtelse holder fortsat.
Der kan dog være flere medgerningsmænd, som politiet endnu ikke kender til:
- Vi oplever tit, at når der står en eller to med fingrene i tændstikkerne, står der andre ved siden af, siger Preben Bang Klitgaard.
Mangler oplysninger
Netop derfor undrer det, at der ikke er flere, der har lyst til at delagtiggøre politiet i oplysninger om de efterhånden adskillige påsatte brande i området:
– Vi kan blive overraskede over, at flere ikke kontakter os. Vi er sikre på, at nogle sidder med nogle oplysninger, som de af forskellige årsager ikke vil dele med os, siger Preben Bang Klitgaard.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.