Politiet: Pas på korttyve ved supermarkeder
Kvinde fik lænset konto efter tricktyveri i Hjørring
Opdateret kl. 21:04
HJØRRING: En kvinde fik mandag misbrugt sit MasterCard efter en tur i Rema 1000 i Hjørring. Kortet blev formentlig stjålet i forbindelse med, at kvinden prøvede at hjælpe en tysktalende person med at finde vej.
Tyveriet får Nordjyllands Politi til at advare mod tricket, som politiet har oplevet flere eksempler på den seneste uge. Det oplyser Heine Hansen, vagtchef ved Nordjyllands Politi.
- Man skal være varsom med sine kort og tegnebog, hvis man oplever, at nogen begynder at spørge om vej, siger Heine Hansen.
Til politiet har den uheldige kvinde fortalt, at hun lagde mærke til, at der stod en tysktalende mand bag hende i køen inde i Rema 1000 i Hjørring. Da kvinden havde betalt for sine vare, gik hun ud til sin bil, og da hun havde lagt varer og tegnebog ind i bilen, blev hun kontaktet af den tysktalende mand, der spurgte om vej.
Da kvinden havde talt færdig med manden, satte hun sig ind i bilen, og her bemærkede hun, at sidedøren stod åben. Hun lukkede den og kørte hjem som normalt.
Men da hun kom hjem, fik hun et uventet opkald fra Nets, der ville spørge til nogle store kontanthævninger, der var blevet foretaget på hendes MasterCard, og først her opdagede kvinden, at hendes kort ikke længere var i hendes pung.
- De aflurede formentlig koden til kortet inde i forretningen, og de stjal kun kvindens betalingskort, men lod selve tegnebogen ligge, og det gjorde, at hun ikke umiddelbart opdagede tyveriet, siger Heine Hansen.
kvinden mente, at det var to mænd, der var sammen om det, men politiet har også set eksempler, hvor det er en kvinde og en mand, der udfører tricktyveriet sammen. Politiet efterlyser i forbindelse med episoden i Hjørring en lysgrå Opel Astra med tyske nummerplader.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.