Politik

- Politik er ikke fodbold

Det værste er, hvis folk holder op med at tænke selv og bare følger et "hold", sagde Clement Kjersgaard

Det er ”vilde tider, vi lever i”. Men så ”vild” er Trump heller ikke, sagde Clement Kjersgaard til eleverne på Thisted Gymnasium. Og tænk, hvis republikanerne fælder ham: Så kommer Mike Pence til, og han er måske meget værre. For han vil undgå alle de risikable udtalelser, Trump kommer med. Men retningen vil være den samme. En af hans mange politikanalyser.
Det er ”vilde tider, vi lever i”. Men så ”vild” er Trump heller ikke, sagde Clement Kjersgaard til eleverne på Thisted Gymnasium. Og tænk, hvis republikanerne fælder ham: Så kommer Mike Pence til, og han er måske meget værre. For han vil undgå alle de risikable udtalelser, Trump kommer med. Men retningen vil være den samme. En af hans mange politikanalyser. Foto: Peter Mørk

Opdateret kl. 11:04

THISTED: De klare og tydelige og måske overraskende politiske analyser stod i kø i løbet af de to timer, tv-vært m.m.m. Clement Kjersgaard mandag eftermiddag holdt foredrag for og debatterede med eleverne på Thisted Gymnasium over det aktuelle emne, om demokratiet er i krise efter bl.a. og især Brexit og valget af Donald J. Trump som præsident i USA.

For det er, som Kjersgaard indledte, "vilde tider, vi lever i". Der sker store forandringer, som ingen forudså for et år siden, ja, for et halvt år siden ... Men siden emnet var demokrati, var hans allervigtigste pointe vel nok den, at man må skelne mellem, hvad der bliver sagt, og hvem der siger det:

- Det er ikke sådan, at Pernille Skipper (ENH) eller Joachim B. Olsen (LA) eller Søren Pind (V) eller Uffe Elbæk (ALT) eller Pia Kjærsgaard (DF) altid har ret eller altid har uret, sagde han, idet han forsøgte at pejle sig ind på nogle af elevernes idoler eller hadeobjekter:

- Nøglen er at fastholde den politiske samtale. At man diskuterer det, der bliver sagt. For ellers bliver politik til en fodboldkamp, sagde han og fortsatte:

- Demokratiet har det godt, hvis folk tænker selv. Det værste, jeg kan forestille mig, er, hvis folk holder op med selv at tænke og bare støtter ens eget "hold" - de "blå" eller de "røde".

Ifølge Kjersgaard er verden blevet ægte forandret. Det, der så at sige har været fastslåede sandheder, siden Anden Verdenskrig sluttede 1945, er nu udfordret:

- Vi har lært af Brexit og valget af Trump, at man ikke kan skrive historien på forhånd, sagde han. Og mere historisk pegede han på Murens fald 1989 og terroraktionerne i New York og Washington 2001, som ingen heller havde forudset. På samme måde ved vi heller ikke endnu, om Trump er udtryk for en ny "normaltilstand" i USA. Finder det sit leje, eller udvikler USA sig til et autokrati:

- Én ting er sikker: Den politiske verden er forandret. Bliver Michelle Obama ny præsident i USA om fire år, kommer hun til at føre en mere nationalistisk politik, end nogen præsident ville have gjort, hvis ikke Trump var blevet valgt denne gang, sagde Kjersgaard.

Europa er "foran" Trump

For så vild Trump er heller ikke: For det første er Europa "langt foran" ham, hvad angår islamkritik, terrordiskussioner, flygtninge- og indvandringsbegrænsninger m.v.:

- Igennem de seneste 15 år har Dansk Folkeparti flyttet hele det politiske spektrum i Danmark et godt stykke til højre, konstaterede han.

For det andet Trumps begrænsning af frihandel udtryk for en mere generel tendens:

- Politikere og andre har talt om "nødvendighedens politik" eller TINA (There Is No Alternative - der er intet alternativ). Men i virkeligheden har både europæiske politikere og amerikanske - selv Obama, om end han gjorde det elegant - talt uden om og skubbet en række uløste samfundsproblemer foran sig, lød det og så videre:

- Her havde Trump modet til at tale om det, der har været tabu. Også om, at Irakkrigen var et nederlag - her kan man ikke beskylde ham for at lyve. Amerikanerne er villige til at gå i krig, men de bryder sig ikke om nederlag. Så mister de interessen.

Andre emner, der naturligt kom op, var forholdet til Rusland og Kina, om verden bliver bipolar igen eller måske mulitipolar, om Europa fortsat følger USA, om det postfaktuelle samfund, om "alternative fakta" m.v.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden