23-årig sygeplejerske afløser Bøgsted som DF-kandidat

Nana Thillemann Harring er valgt som erstatning for Bent Bøgsted som DF-folketingskandidat i Frederikshavn.

Nana Thillemann Harring bliver ny folketingskandidat for Dansk Folkeparti i Frederikshavn. Her afløser hun Bent Bøgsted, der ikke genopstiller. (Arkivfoto). <i>Henning Bagger/Ritzau Scanpix</i>

Nana Thillemann Harring bliver ny folketingskandidat for Dansk Folkeparti i Frederikshavn. Her afløser hun Bent Bøgsted, der ikke genopstiller. (Arkivfoto). Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Den 23-årige sygeplejerske Nana Thillemann Harring afløser Bent Bøgsted som Dansk Folkepartis folketingskandidat i Frederikshavn-kredsen.

Det står klart efter et opstillingsmøde søndag. Det skriver TV 2 Nord.

Valget stod mellem tre medlemmer. Efter en ekstra stemmerunde løb Nana Thillemann Harring med sejren.

Hun var ved valget i november sidste år opstillet til by- og regionsrådsvalget. Dog uden at opnå valg.

På Facebook skriver hun, at hun går ydmygt til opgaven og "er enormt beæret over den tillid, som medlemmerne har vist mig".

Hun nævner tre mærkesager, som hun går til valg på: styrkede landdistrikter, stram udlændingepolitik og værdig ældrepleje.

- Jeg glæder mig til at kæmpe for Dansk Folkeparti og for at Danmark forbliver noget, vi forbinder med tryghed, nærhed og tillid, skriver hun videre.

Bent Bøgsted meddelte i slutningen af januar, at han ikke agtede at genopstille ved næste folketingsvalg.

Det skyldtes alder, helbred og ønske om mere tid til familien, sagde han. Ikke det på det tidspunkt nyligt overståede formandsvalg i DF, hvor Morten Messerschmidt løb med sejren foran Martin Henriksen, som Bøgsted helst havde set på posten.

Tidligere har Erik Høgh-Sørensen, byrådsmedlem fra Hjørring, vist interesse for kandidaturet efter Bøgsted.

Men Høgh-Sørensen er i mellemtiden blevet fjernet fra listen over godkendte folketingskandidat-emner af partiets hovedbestyrelse.

Det fik fire ud af fem medlemmer af DF's lokalbestyrelse i Hjørring til at forlade partiet i protest.

Høgh-Sørensen var for en kort bemærkning formandskandidat i DF. Han udfordrede dermed Messerschmidt i forbindelse med DF's formandsvalg i januar.

- Foreningens revisor og alle bestyrelsesmedlemmer bortset fra én beskylder Morten Messerschmidt for at acceptere mandatsvig, og de kritiserer DF's hovedbestyrelse for uden gyldig grund at fjerne Messerschmidts rival ved formandsvalget Erik Høgh-Sørensen fra partiets liste over folketingskandidater, står der i en pressemeddelelse fra de tidligere DF'ere.

23. januar vandt Messerschmidt et kampvalg mod Martin Henriksen og Merete Dea Larsen.

Omkring en måned senere forlod Bent Bøgsted, Liselott Blixt, Karina Adsbøl, Lise Bech, Hans Kristian Skibby og Marie Krarup så Dansk Folkeparti.

Det var en direkte konsekvens af den nye formands ledelsesstil.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden