Politik

420 kandidater stiller op til første valg i Region Østdanmark

Den nye Region Østdanmark bliver til virkelighed i 2027, men regionsrådsmedlemmerne skal findes til november.

Indtil den nye region træder i kraft 1. januar 2027, vil de to nuværende regionsråd i Region Sjælland og Hovedstaden fortsætte med at have driftsansvaret i de to regioner, som har sundhedsvæsnet som sit primære ansvarsområde. (Arkivfoto).
Indtil den nye region træder i kraft 1. januar 2027, vil de to nuværende regionsråd i Region Sjælland og Hovedstaden fortsætte med at have driftsansvaret i de to regioner, som har sundhedsvæsnet som sit primære ansvarsområde. (Arkivfoto). Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 17:48

Den nye Region Østdanmark træder først i kraft i 2027, men dets nye regionsrådsmedlemmer skal findes ved det kommende regionalvalg 18. november.

De 2,8 millioner borgere i den sammenlagte region får på stemmesedlen 420 kandidater at vælge imellem, fordelt på 19 forskellige lister.

Det oplyser Region Østdanmark i en pressemeddelelse.

Regionsrådet i den nye region skal bestå af 47 medlemmer.

Region Østdanmark er resultatet af en kommende sammenlægning af Region Sjælland og Region Hovedstaden.

Indtil den nye region træder i kraft 1. januar 2027, vil de to nuværende regionsråd i Region Sjælland og Hovedstaden fortsætte med at have driftsansvaret i de to regioner.

155 af de 420 kandidater til valget bor i det nuværende Region Sjælland. 265 bor i Region Hovedstaden, hvoraf 11 af dem bor på Bornholm.

I dag består alle regionsråd af 41 medlemmer. Med reduktionen fra fem til fire regioner ændres det, så rådene i de tre øvrige regioner efter valget i november får færre pladser.

Årsagen til ændringen skyldes, at antallet af regionsrådsmedlemmer justeres ud fra befolknings størrelse i regionen.

I Region Syddanmark og Midtjylland går antallet af pladser fra 41 til 31.

I Syddanmark stiller 258 kandidater op, mens 263 stiller op i Midtjylland.

Som landets mindste region går antallet af regionsrådspladser i Region Nordjylland fra 41 til 25. I alt stiller 207 kandidater op til det nordjyske regionsråd.

Fra tirsdag morgen er det muligt at brevstemme til det kommende kommunal- og regionsrådsvalg.

Som led i sundhedsformen oprettes desuden 17 såkaldte sundhedsråd. De har til opgave at skabe et stærkere sundhedsvæsen tæt på borgerne.

I rådene skal der sidde politikere, der er valgt i regionerne og kommunerne. Der bliver i alt 249 medlemmer i sundhedsrådene, hvoraf 133 er regionale repræsentanter, mens de kommunale repræsentanter udgør 116 pladser.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden