500 stemmer sikrede socialdemokratisk mandat på Nordsjælland

Socialdemokratiet vandt et kredsmandat med den mindste margin i Nordsjælland.

Nordsjællands Storkreds er den storkreds, hvor Socialdemokratiet vandt et kredsmandat med den mindste margin ved tirsdagens folketingsvalg.

Det fortæller Martin Vinæs, der er valgforsker ved Aarhus Universitet, til Jyllands-Posten.

Her sikrede omkring 500 stemmer et mandat til Socialdemokratiet.

Selv om valgsystemet sikrede et rødt flertal til trods for, at Moderaterne og de blå partier fik flest stemmer, mener Martin Vinæs ikke, at man kan sige, at systemet er uretfærdigt.

Heller ikke selv om sejren eksempelvis var snæver i Nordsjælland.

- Vi er i en situation, hvor Folketinget har historisk mange partier. Det har aldrig været nemmere at danne et parti og blive opstillingsberettiget.

- Og derfor tænker jeg, at det er okay, at der er nogle institutioner, der giver fordele for de større partier ud fra et hensyn til politisk stabilitet. Men det betyder, at man går på kompromis med noget andet, siger han til Jyllands-Posten.

Han peger samtidig på, at det kan være et demokratisk gode at belønne et parti for at skabe vælgeropbakning på tværs af landet.

175 af Folketingets 179 mandater fordeles i Danmark. De sidste fordeles på Færøerne og i Grønland.

De 175 danske mandater fordeles først med 135 i de ti storkredse, hvor Nordsjælland er en af dem.

Bagefter fordeler man tillægsmandater, som bruges til at sikre, at partiernes mandater afspejler valgresultatet på landsplan. Dem er der 40 af.

Martin Vinæs forklarer til Jyllands-Posten, at partierne typisk mangler nogle mandater, når kredsmandaterne er fordelt, hvis de skal have en andel, der svarer til det antal stemmer, de har fået på nationalt plan.

Denne gang fik Socialdemokratiet 50 storkredsmandater og det er et mandat mere, end de skulle have haft, hvis det svarer til andelen af stemmer.

Men da vi i Danmark ikke fjerner storkredsmandater, er der i stedet bare et tillægsmandat mindre at kæmpe om.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.