politisk parti og bevægelse

Åbenmundet ny V-gruppeformand er havnet i problemer flere gange

Thomas Danielsen, som flere gange er blevet sat på plads af partitoppen, får ny rolle som gruppeformand.

Jakob Ellemann-Jensen (V) besøger minkfarm, fodercentral og Boutrup Sø
Jakob Ellemann-Jensen (V) besøger minkfarm, fodercentral og Boutrup Sø Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Så sent som i sidste uge måtte Venstres politiske ordfører, Sophie Løhde, sætte partiets minkordfører, Thomas Danielsen, på plads.

Uanset hvad Minkkommissionen kommer frem til, vil der være belæg for en rigsretssag mod statsminister Mette Frederiksen (S), mener Thomas Danielsen. Men det er ikke Venstres holdning, har Løhde slået fast.

Og det er ikke første gang, at det vestjyske folketingsmedlem Thomas Danielsen er blevet irettesat af partitoppen.

Alligevel har Venstres folketingsgruppe på et gruppemåde tirsdag valgt netop Thomas Danielsen til ny gruppeformand.

Dermed er det vestjyske folketingsmedlem fra Holstebro blevet forfremmet og har fået plads i toppen af partiet på Christiansborg, efter at Karsten Lauritzen har besluttet at forlade politik for at blive direktør i DI Transport.

38-årige Thomas Danielsens rolle i partiet har hidtil været jagtordfører og søfartsordfører. Derudover har han også haft titlen som minkordfører i forbindelse med minksagen.

Trods de mindre prominente ordførertitler har han alligevel formået at gøre sig bemærket.

I januar sidste år antydede han, at Instrukskommissionens formand var partisk, fordi han også er næstformand i Flygtningenævnet.

Det mente borgerlige kolleger fra De Konservative og Liberal Alliance var stærkt kritisabelt.

I 2015 vakte en ung Thomas Danielsen opsigt, da han under en duel mellem Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke Rasmussen kommenterede den daværende socialdemokratiske statsministers udseende på Twitter.

- Beklager HTS. Folkets panderynker kan ikke fjernes med Botox, lød tweetet.

Han blev efterfølgende banket på plads af daværende næstformand Kristian Jensen, som meddelte Danielsen, at man ikke skal kommentere modstanderes udseende.

Thomas Danielsen har siddet i Folketinget siden 2011.

Han lægger på sin hjemmeside vægt på sin store kærlighed til sit vestjyske bagland. Før han kom i Folketinget var han også medlem af byrådet i Holstebro fra 2006-2013.

Desuden er Thomas Danielsen uddannet bankrådgiver og har tidligere arbejdet som bankrådgiver i Sparekassen Holstebro.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden