Politik

Aki-Matilda Høegh-Dam melder sig ud af Siumut

Det grønlandske folketingsmedlem Aki-Matilda Høegh-Dam vil melde sig ud af partiet Siumut.

Aki-Matilda Høegh-Dam er ikke længere medlem af partiet Siumut. Hun har meldt sig ud i protest mod ledelsens nølende tilgang til at kræve grønlandsk selvstændighed. (Arkivfoto).
Aki-Matilda Høegh-Dam er ikke længere medlem af partiet Siumut. Hun har meldt sig ud i protest mod ledelsens nølende tilgang til at kræve grønlandsk selvstændighed. (Arkivfoto). Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 19:48

Det grønlandske folketingsmedlem Aki-Matilda Høegh-Dam kommer ikke længere til at repræsentere partiet Siumut.

Hun skriver i en mail til KNR, at hun har besluttet sig for at melde sig ud af partiet.

Det fremgår ikke af mailen, om hun i stedet har besluttet sig for at melde sig ind i et nyt parti.

Udmeldingen kommer efter intern splid i Siumut og efter, at Aki-Matilda Høegh-Dam har efterlyst et større fokus på selvstændighed i partiets ledelse.

Partiformand Erik Jensen kom hende ellers i møde torsdag. Her meldte han ud, at han vil afholde en folkeafstemning om mulig grønlandsk selvstændighed i den kommende valgperiode, hvis Siumut får magten efter det kommende valg.

Det var dog ikke nok til at stille Aki-Matilda Høegh-Dam og partifællen Kuno Fencker tilfreds.

De efterlyste begge en meget klarere tilkendelse af, at selvstændighed har høj prioritet i partiet.

Kuno Fencker, der privat danner par med Aki-Matilda Høegh-Dam, siger til KNR, at han vil bruge weekenden på at tænke over sin fremtid i partiet.

Der skal 11. marts afholdes valg til det grønlandske parlament, Inatsisartut.

Aki-Matilda Høegh-Dam tidligere fortalt DR, at hun overvejer at stille op til valget, men det bliver altså i givet fald for et andet parti end det, hun blev valgt ind i Folketinget for.

Ifølge en måling, som analyseinstituttet Verian har lavet for Sermitsiaq og Berlingske, står Siumut lige nu til at gå fra at have fået 29,5 procent af stemmerne ved det seneste valg til 21,9 procent i dag.

28-årige Aki-Matilda Høegh-Dam stillede ikke op ved det seneste landstingsvalg i 2021.

På det tidspunkt var hun allerede medlem af Folketinget efter at være blevet valgt ind i 2019 som 22-årig.

Hun blev genvalgt i 2022, hvor hun med flest personlige stemmer sikrede et folketingsmandat og gjorde Siumut til det største parti.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden