Alle nye restriktioner gælder fra søndag til 17. januar
Store dele af erhvervs- og kulturlivet påvirkes af coronarestriktioner i den kommende måned.
Alle de nye coronarestriktioner, som regeringen fredag har foreslået indført, bliver til virkelighed og gælder fra søndag morgen klokken 08 frem til 17. januar.
Det bekræfter Venstre og De Konservative efter et møde i Folketingets Epidemiudvalg.
- Der er ikke flertal imod. Med den risikovurdering, som sundhedsmyndighederne har lagt frem, er det så det, man må gøre, siger De Konservatives sundhedsordfører, Per Larsen, der bekræfter, at De Konservative bakker op.
Venstre bakker ligeledes op. Sundhedsordfører Martin Geertsen siger:
- Det er en sorgens dag. Venstre har frihed i vores dna, og hvis der er noget, som er blevet indskrænket, er det danskernes frihed, virksomhedernes og kulturlivets frihed.
- På den anden side var sundhedsmyndighedernes anbefalinger meget klare, og de opfordrede også i meget klart sprog til, hvad vi skulle foretage os som politikere i dag.
Det er fortsat planen, at skoleeleverne, som siden onsdag i denne uge har været hjemsendt til hjemmeundervisning, fysisk skal tilbage i skole 5. januar.
De nye restriktioner kommer grundet den stigende coronasmitte i samfundet. Især varianten omikron er årsag til stigningen i smitten de seneste dage.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.