Alternativet afliver flertal for advokatvurdering af Minksag
Søndag bakkede Alternativet op om at få lavet en advokatvurdering, men nu har partiet ændret holdning.
Opdateret kl. 16:00
Fungerende statsminister Mette Frederiksen (S) kan meget vel slippe for en advokatvurdering af Minkkommissionens beretning.
Før valget ville Alternativet have en advokatvurdering, men det har partiet ændret holdning til nu, skriver Jyllands-Posten.
Det betyder, at der ikke umiddelbart er flertal for at få en vurdering af, om Mette Frederiksen kan stilles til ansvar i en mulig rigsretssag.
Franciska Rosenkilde, politisk leder for Alternativet, siger til Jyllands-Posten at "spillepladen" er ændret efter valget.
Foran Amalienborg bliver Franciska Rosenkilde, efter at hun har været ved dronningen, spurgt om, hvorfor partiet har ændret holdning.
Her svarer hun:
- Vi har hele tiden været for en advokatundersøgelse, men eftersom De Radikale trak stikket på den og ønskede et valg, så må man sige, at der har været et valg og danskerne gav Mette Frederiksen et mandat til at fortsætte, og så synes vi, at det Danmark mangler nu er løsninger for fremtiden.
Så sent som søndag skrev partiets politiske ordfører, Torsten Gejl, ellers på Twitter, at Alternativet støtter en advokatvurdering.
- Det støtter vi. I gennemsigtighedens navn om jeg så må sige, skrev han.
Uden Alternativet er der 89 mandater bag en advokatundersøgelse, som Venstre, De Konservative, Liberal Alliance, Danmarksdemokraterne, Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Moderaterne bakker op om.
Dermed er Alternativet med de 6 mandater, som partiet har fået, tungen på vægtskålen.
Om det siger Franciska Rosenkilde:
- Hvad der er af kommentarer på Twitter, er ikke altid sandheden. Vi har snakket sammen, og det er det, som er vores linje nu.
Før sommerferien kom Minkkommissionen i sin beretning med hård kritik af Mette Frederiksens og den daværende etpartiregerings rolle i Minksagen.
På det tidspunkt valgte De Radikale at frede regering for en advokatvurdering. I stedet valgte partiet at true med mistillid, hvis Mette Frederiksen ikke udskrev valg inden for tre måneder.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.