Alternativets leder slår flere S-profiler i personlige stemmer

Franciska Rosenkilde fik næstflest personlige stemmer af alle i Københavns Storkreds.

Alternativets leder Franciska Rosenkilde er en af topscorerne på personlige stemmer i Københavns Storkreds. <i>Philip Davali/Ritzau Scanpix</i>

Alternativets leder Franciska Rosenkilde er en af topscorerne på personlige stemmer i Københavns Storkreds. Philip Davali/Ritzau Scanpix

Alternativets politiske leder Franciska Rosenkilde er den politiker i Københavns Storkreds, som har fået næstflest personlige stemmer.

Franciska Rosenkilde fik 15.699 stemmer ved tirsdagens valg, viser data fra KMD.

Hun blev kun overgået af SF-formand Pia Olsen Dyhr, som med sine 18.758 personlige stemmer fik flest i Københavns Storkreds.

Alternativets leder fik flere personlige stemmer end flere garvede politikere, som har siddet i den socialdemokratiske regering, som netop er gået af ved valget.

Franciska Rosenkilde slår både fungerende beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S), som fik 9321 stemmer i Københavns Storkreds, og fungerende børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S).

Pernille Rosenkrantz-Theil fik 5361 stemmer.

46-årige Franciska Rosenkilde har været politisk leder i Alternativet siden 2021. Hun blev også valgt til Københavns Borgerrepræsentation ved kommunalvalget sidste år.

Efter en valgperiode, hvor Alternativet længe lå til at ende under spærregrænsen ved et folketingsvalg, er det lykkes partiet at gå frem fra tre procent ved valget i 2019 til 3,3 procent ved tirsdagens valg.

Derfor får partiet nu seks mandater i Folketinget.

Det er en stor fremgang, da partiet i det meste af den seneste valgperiode kun har haft et medlem af Folketinget. Fire af partiets folketingsmedlemmer forlod partiet efter interne stridigheder.

Da partiet holdt valgfest natten til onsdag tilskrev Franciska Rosenkilde selv en del af partiets succes, at profilerne Uffe Elbæk og Theresa Scavenius var vendt tilbage.

Men Franciska Rosenkilde sagde "ja, selvfølgelig" til, om hun kunne have løftet Alternativet over spærregrænsen, uden at Uffe Elbæk, der i sin tid stiftede partiet, vendte tilbage som medlem.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.