Amerikanske soldater kan ende på dansk grund i nyt samarbejde

Soldater og materiel fra USA kan fremover være at finde i Danmark, siger statsministeren på pressemøde.

Forsvarssamarbejdet mellem Danmark og USA skal styrkes, siger statsminister Mette Frederiksen (S). <i>Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix</i>

Forsvarssamarbejdet mellem Danmark og USA skal styrkes, siger statsminister Mette Frederiksen (S). Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Danmark og USA indleder forhandlinger om et nyt forsvarssamarbejde. Det siger statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde torsdag.

Det kan betyde amerikanske soldater i Danmark, siger statsministeren. De nærmere detaljer skal der forhandles om, tilføjer hun.

- Vi er glade for, at USA har rakt ud til Danmark med et forslag om et bilateralt forsvarssamarbejde.

- Hvordan det præcist kommer til at se ud, er ikke på plads endnu, men det kan omfatte amerikanske soldater, militært materiel og udstyr på dansk jord, siger Frederiksen.

Samarbejdet har ikke noget med den aktuelle anspændte situation mellem Rusland og Ukraine at gøre, siger Mette Frederiksen.

Forhandlinger mellem Danmark og USA skal give amerikanerne bedre adgang til Europa. Det siger forsvarsminister Morten Bødskov (S). Sammen med udenrigsminister Jeppe Kofod (S) deltager Bødskov på pressemødet.

- Vi har en interesse i, USA tager endnu mere direkte del i vores sikkerhed, siger Bødskov.

- Det er en aftale, som vil åbne for mere samarbejde og flere aktiviteter på udvalgte militære lokaliteter i Danmark. Det vil styrke vores samarbejde med USA på en række områder, siger han.

Forhandlingerne mellem Danmark og USA vil blive påbegyndt inden for de kommende måneder. Det oplyser Forsvarsministeriet i en pressemeddelelse. Ifølge Kofod henvendte USA sig til Danmark omkring et tættere samarbejde for et år siden.

Mette Frederiksen siger, at Danmark har en entydig interesse i at sige ja, når USA ønsker et tættere samarbejde på området.

- Jeg ved ikke, om andre regeringer ville sige nej. Vores udgangspunkt er at sige ja. USA er vores vigtigste allierede. Det har USA været i mange år, siger hun.

Fast står det dog ifølge Bødskov, at der ikke kommer at være amerikanske baser i Danmark.

Samarbejdet kan komme til at omhandle træningsøvelser eksempelvis. Og en styrkelse af det maritime område samt i luften, siger Bødskov.

Der er juridiske spørgsmål, der skal afklares i forhold til et tættere samarbejde med amerikanerne, siger Bødskov. Men det kommer ikke på tale, at USA for eksempel kan opsætte atomvåben i Danmark. Så vil Danmark sige nej, lyder det fra forsvarsministeren.

USA har tidligere lavet en lignende aftale med Norge. Den er dog ikke godkendt af Stortinget endnu. Det er ifølge den danske regering passende og naturligt, at også Danmark får en sådan aftale.

- Vi skal løfte mere i Europa. Det skal vi også i Danmark, siger Bødskov.

Aftalen mellem Norge og USA giver blandt andet amerikanerne lov til at bygge på norske militærbaser, og amerikanerne kan medbringe eget udstyr uden at gå i detaljer med, hvad der bringes til Norge. Dog skal norsk lovgivning overholdes.

Lokalt i Danmark ventes aftalen ifølge forsvarsministeren også at gavne økonomisk.

Mens den danske regering klart siger nej til amerikanske atomvåben på dansk grund, så vil ingen af ministrene komme ind på, hvilke røde linjer der ellers er fra dansk side.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.