Politik

Analyse: Ellemann kæmper for indrømmelser, som hans nordjyske vælgere er ligeglade med

’Prisen på grisen’ er blevet for høj for flere nordjyske Venstre-folk

Venstres bagland støtter nu officielt op om Ellemanns linje og afventer resultatet af regeringsforhandlingerne for at se, om det har været problemerne værd.
Venstres bagland støtter nu officielt op om Ellemanns linje og afventer resultatet af regeringsforhandlingerne for at se, om det har været problemerne værd. Foto: Henrik Bo

ANALYSE: Topskat er hverken en skat, som mange nordjyder betaler eller en skat, som mange nordjyder går op i.

Man skal betale topskat, hvis man tjener 552.500 kroner om året efter AM-bidrag. Det gælder kun for omkring seks pct. af nordjyderne, svarende til 38.000 personer.

Skat er heller ikke en principiel mærkesag for mange. I Nordjyskes Panel Nordjylland-undersøgelse kort før valgdagen viste det sig, at udsigten til skattelettelser kun ville have indflydelse på, hvor 16 pct. af nordjyderne ville sætte deres kryds. Kun 4 pct. så det som det vigtigste emne under valgkampen.

Når det kommer til topskatten, er opbakningen endnu mere sløj. Selv i blå blok. Kun 13 pct. af de nordjyder, der planlagde at stemme på blå blok før valget, foretrak, at topskatten blev prioriteret, hvis skatten skulle lettes.

Nu ser det alligevel ud til at blive et springende punkt for Jakob Ellemann-Jensen og en betingelse for at gå i regering. Ellemann kæmper for at hæve topskattegrænsen for en lang række vælgere, som ikke går synderligt op i det. Sygehusreform og økonomisk krise fylder langt mere for de fleste.

Hvis man hæver topskattegrænsen for 5 milliarder kroner, giver det den gennemsnitlige borger i Aalborg Kommune 800 kroner mere i hånden om året. I Brønderslev er det 500 kroner.

Det er tydeligvis ikke i Nordjylland, Ellemann går efter at vinde vælgerterræn i disse dage.

Linedans på vej mod ministerbilen

Selvom en pæn portion (42 %) af Venstres vælgere i Nordjylland kort efter valget gav udtryk for, at de gerne ser en regering tværs over midten, er der stadig mange i Venstre-baglandet, der ser på det med mere end bare mild skepsis.

Under valgkampen havde man konsekvent to (formentlig urealistiske) krav i blå blok for at blive del af en sådan regering: At statsministeren ikke blev Mette Frederiksen, og at der blev iværksat en advokatundersøgelse af Frederiksen for hendes rolle i minksagen.

Nu har vælgerne i blå blok haft et pænt stykke tid efter valget til at forlige sig med, at en blå regering er umulig, og at statsministeren kommer til at hedde Mette Frederiksen.

Men søndag blev det tydeligt for selv den mest naive sjæl i Venstre, at advokatundersøgelsen heller ikke bliver en realitet.

Mandag meldte Venstre 1. viceborgmester i Rebild Kommune, Jeppe Ugilt, sig ud af Venstre. Ellemann vil have indflydelse og ministerbiler, og det blev for meget for Ugilt, den tidligere minkavler.

I B.T. lyder det, at 20 lokale Venstre-medlemmer har meldt sig ud af partiet i Mariager. Bjarne Bertelsen er formand for Venstre Mariagerfjord, og han kan slet ikke genkende det billede, B.T.s artikel tegner. Men det er ikke det eneste sted i baglandet, hvor man hører om udmeldinger.

I et krisemøde i Venstres bagland mandag forsøgte Ellemann ellers at mildne temperamenterne hos baglandet. Her lød det, at helt klassiske Venstre-mærkesager kan blive forhandle i hus, nu når minkene endeligt bliver stedt til hvile. Blandt andet topskatten. Og bundskatten. Men for eksempel også øgede forsvarsudgifter, styrket frit valg-ordning og reformer, som øger arbejdsudbuddet. 

Nu er Ellemann hoppet i fra 10-metervippen, og han skal håbe, at han lander i noget vand. Eller i en ministerbils bløde sæder. For selv hvis han lander med skattelettelser og andre borgerlige resultater til sine vælgere, er der meget, der ikke kan repareres.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden