Anklageres jagt på udvisning af kriminelle udlændinge skærpes

Som forsøg skal statsadvokater ind over alle sager, hvor anklagere ikke får medhold i udvisning af udlændinge.

Rigsadvokaten vil en med pakke af retningslinjer og initiativer sikre, at anklagemyndigheden oftere og mere ihærdigt søger udvisning som del af domme mod udlændinge.

Pakken, som er blevet døbt udvisningspakken, skal øge antallet af udvisninger.

Hvis en anklager ved en retssag kræver en tiltalt udvist, kaldes det at nedlægge en påstand om udvisning.

Når anklagerne går i retten, og en dommer skal tage stilling til, om anklagemyndigheden eller forsvareren skal have ret, betegnes det som at få prøvet påstanden.

Udvisningspakken har et par initiativer, der ændrer på, hvem der afgør, om anklagemyndigheden rejser påstand om udvisning - og eventuelt anker til landsretten, hvis en dommer i byretten ikke giver medhold.

For eksempel skal der ved i anklagemyndigheder over hele landet udvælges særlige jurister, som har beføjelser til at træffe beslutning om ikke at nedlægge påstand om udvisning.

Samtidig laves en forsøgsordning for de sager, hvor en dommer i byretten ikke fuldstændig følger anklagernes påstand. Det skal hver gang forelægges statsadvokaterne, hvorvidt det skal forfølges ved en anke.

- Der er behov for den her pakke, fordi der de seneste år har været eksempler på sager, hvor byrettens afgørelse af udvisningsspørgsmål burde have været prøvet i landsretten. Men hvor det ikke er sket, siger justitsminister Nick Hækkerup (S).

Han forklarer, at der fra politisk side er et klart ønske om, at der fra anklagemyndighedens side søges så mange udvisningsdomme som muligt.

- Regeringens holdning er klar: Kriminelle udlændinge har ikke noget at gøre her i landet. Og hvis der er grundlag for at udvise, skal den mulighed prøves ved domstolene hver eneste gang, siger han og tilføjer:

- Og hvis der er mulighed for at anke byrettens afgørelse om ikke at udvise, så skal det ske.

Han afviser, at der er risiko for, at det tunge fokus på at sikre udvisning kan skabe tilfælde af uretfærdige sager ved domstolene:

- Det er under alle omstændighederne domstolene, der skal træffe afgørelse om betingelserne er opfyldt, siger han.

- Det her er bare, at anklagemyndighederne skal være helt opmærksomme på det, og at spørgsmålet om udvisning bliver prøvet.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.