Kultur

Anmeldelse: Karsten Lauritzens bog blotlægger et råddent politisk system

Karsten Lauritzen giver et fint indblik i det hektiske liv på Christiansborg, og man efterlades med det klare indtryk, at noget er rivravruskende galt i dansk politik

- Noget er helt galt med vores folkestyre, skriver Karsten Lauritzen i allerførste sætning i bogen. <i>Arkivfoto: Henrik Louis</i>

- Noget er helt galt med vores folkestyre, skriver Karsten Lauritzen i allerførste sætning i bogen. Arkivfoto: Henrik Louis

BOG

"Lad det gå langsomt" af Karsten Lauritzen

I Danmarks rige er der noget råddent.

Det er i hvert fald den fornemmelse, man kan gå rundt med, når man betragter dansk politik udefra.

Skandalesager, lovbrud, partihop, stress, mere og mere lovgivning, sammenbrud i flere af velfærdsstatens afdelinger.

Og læser man eks-minister og tidligere Venstre-profil Karsten Lauritzens nye bog "Lad det gå langsomt", er der måske ikke længere grund til at være i tvivl.

- Noget er helt galt med vores folkestyre.

Sådan lyder allerførste sætning i bogen, og lidt længere nede ad siden står der:

- Det er selve systemet, som er ved at gå i stykker.

Sådan slår Karsten Lauritzen ildevarslende tonen an i bogen, der både er politiske erindringer, kritik af det eksisterende system og også en løsningsorientereret debatbog, hvor forfatteren kommer med 16 bud på, hvordan man kan løse problemerne i dansk politik.

Karsten Lauritzen (f. 1983)

Født og opvokset i Løgstør.

Medlem af Folketinget for Venstre fra 2007 til 2022.

Skatteminister i fire år (2015-2019).

Er i dag branchedirektør for transport i Dansk Industri.

Hastighed

For halvandet år siden forlod Lauritzen politik efter knap 15 år på Borgen. Siden har han brugt tiden på at være branchedirektør i Dansk Industri, men også på at reflektere over sine mange år i dansk politik - og ikke mindst dansk politiks dårligdomme.

For Lauritzen er den altoverskyggende synder hastighed. Det går alt for stærkt i dansk politik - hele vejen igennem systemet. Resultatet er dårlig og uigennemtænkt lovgivning, et presset embedsværk og en presset stand af politikere.

Lauritzen frygter, skriver han, at hastigheden kan ende med at få det politiske system til at bryde sammen.

Der er altid det lidt spøjse ved den her slags bøger, at det er svært at lade være med at få tanken, at det dog er lidt sent, eks-politikeren er kommet i tanke om alt det, der kan gøres anderledes.

Her vil Lauritzen sikkert pege på, at det går for hurtigt til, at man kan reflektere så meget over tingene, når man lever i det.

Inde i maskinrummet

Bogen er bygget op sådan, at hans politiske erindringer og kritikken af systemet er flettet sammen gennem de første fire ud af fem kapitler.

Vi er med i barndomshjemmet lidt udenfor Løgstør i Vesthimmerland. På gården fulgtes langsommelighed ad med grundighed, og politik fyldte en del, da faren Jens var og stadig er kommunalpolitiker.

Vi får et indblik i forholdet til Venstre-koryfæet Birthe Rønn Hornbech, som tog den unge Lauritzen under sine vinger, da han først kom ind i Folketinget. En kærlig og til tider hård mentor, lader hun til at have været.

Vi er med, når den ordblinde bondesøn fra Løgstør, som Lauritzen selv skriver, står på de bonede gulve sammen med statsministeren, dronningen og kronprinsen som nyudnævnt skatteminister.

Lauritzen tager os med helt ind i det dysfunktionelle maskinrum i Skatteministeriet, der på mange måder blev definerende for hans karriere som politiker.

Og ikke mindst får læseren syn for sagn, når han tager en med tilbage til en hverdag på Christiansborg som ambitiøs, ung politiker. Det er svært ikke at blive lidt rystet over den kultur, Lauritzen blotlægger.

Politisk teater

Livet som politiker handler om form og kommunikation, ikke politik og indhold. Mange af de politiske processer ender som tomt teater. Der er ikke tid til reelt parlamentarisk arbejde, fordi alt for meget andet fylder.

Medierne, proforma samråd, angreb på "de andre" og alt muligt andet, der grundlæggende ikke handler om at udvikle politik.

Lauritzen skriver åbent om de mange problemer, der var i hans tid som skatteminister, og som alle sammen - efter hans overbevisning - har med det altoverskyggende problem i dansk politik at gøre, nemlig hastigheden.

Han gennemgår udbyttesagen, hvordan man endte med et elendigt it-system, hvordan ministerposten er lidt af en uriaspost og hvordan besparelser, sammenlægninger og medarbejderproblemer har haft voldsomme konsekvenser.

Også kritikken af Finansministeriets magt er markant og velunderbygget.

- Et politisk relæ burde have slået fra, da Finansministeriets folk diskede op med det oprindelige beslutningsoplæg, der sagde, at man kunne spare 40 procent på skatteforvaltningen over fem år. Det regnestykke gik muligvis op på papiret, men virkeligheden var en anden, skriver han spiddende.

Skarp kritik

Disse første fire kapitler, hvor han både tager os med bag kulisserne - også tæt på hans eget stressforløb, som han holdt hemmeligt af frygt for at virke svag - og samtidig er skarp i sin kritik af systemet, er den mest vellykkede del af bogen.

Lauritzen er åben om egne fejl og er ikke bleg for at pege på sin egen ageren som problematisk.

Han giver fine eksempler på og indblik i de processer og arbejdsgange, der skaber et dårligt politisk system, hvor skuespil, tomme angreb og forhastede beslutninger fylder for meget. Flere passager vil være øjenåbnende læsning for mange.

Bogen er letlæst på en god måde, og nogle gange svinger det sig op til at være decideret velskrevet.

16 bud

Men det er ikke hele bogprojektet. For det er også en debatbog, hvor de sidste knap 70 sider af bogen er sat af til at kigge fremad, komme med konstruktive bud på, hvordan krisen kan løses.

Og det er den klart svageste del af bogen. Måske er det gået, fristes man til at skrive, for hurtigt?

For mens nogle af forslagene er spændende og præsenteret med fine argumenter, er andre forslag overfladiske på grænsen til ligegyldige.

Sådan måtte det nærmest også ende, når man har valgt at komme med hele 16 forslag og idéer til forbedringer i det politiske system. Det kan ikke være lige skarpt alt sammen.

Der skulle man - både forfatter og redaktør - have haft modet til at skære det ned til de vigtigste, vægtigste og skarpeste idéer.

Man kan virkelig mærke Lauritzens overbevisning, når han skriver om at have faste fireårige valgperioder eller om at modernisere Grundloven. Der er noget vægt i argumentationen, og det er helt sikkert indspark, der vil fylde noget i debatten om indretningen af vores demokrati.

Anderledes overfladiske og til tider ligegyldige er eksempelvis Lauritzens indspark om medier og sociale medier. Jeg sidder ikke tilbage overbevist om, at det reelt er hjerteblod for Lauritzen.

Kunne det være Søren Pind, der bliver takket på sidste side, der har været med på sidelinjen i den halvdovne og flade mediekritik?

Vigtig bog

Idéen om ikke kun at kritisere over 200 sider, men reelt bidrage til debatten med nogle kvalificerede indspark, er til topkarakter.

Det er udførelsen dog ikke. Mængden af forslag skulle have været skåret markant ned, så de bedste forslag havde fået mere plads.

Mens den sidste tredjedel af bogen er for ufokuseret og til tider overfladisk, er der ingen tvivl om, at de første kapitler er spændende læsning og ikke mindst et vigtigt indspark i debatten om vores folkestyre.

Der er noget reel vægt bag sådan en bog her, når det er en politiker med så mange års erfaring, der hudfletter den politiske kultur.

Man kan ikke sidde den her bog overhørig - den er vigtig.