Antallet af tvivlere stiger før folkeafstemning om forsvarsforbehold
Under sidste uges debat om stemmesedlen til afstemning om forsvarsforbeholdet er antallet af tvivlere steget.

Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) har som den seneste understreget, at EU's forsvarssamarbejde ikke vil lede Danmark ind i den decideret EU-hær uden, at der kommer en ny folkeafstemning. Olivier Matthys/Ritzau Scanpix
Efter en uge med hård debat om - og en ændring af - formuleringen af spørgsmålet på stemmesedlen til afstemningen om afskaffelsen af forsvarsforbeholdet er andelen af tvivlere steget.
Modsat tidligere målinger er det sket hovedsageligt på bekostning af nej-stemmer, viser den seneste meningsmåling om emnet udført af Voxmeter for Ritzau.
Afstemningen skal afholdes 1. juni og er en del af den brede politiske aftale om at øge udgifterne til Forsvaret markant, der blev indgået i starten af marts efter Ruslands invasion af Ukraine.
- Vi vil være med helhjertet, fuldtonet, uden forbehold, sagde statsminister Mette Frederiksen (S) i den anledning om, hvorfor hun mener, at forbeholdet skal fjernes, så Danmark kan blive en del af EU's forsvarssamarbejde.
Målingen for uge 14, der sluttede med søndag, viser, at andelen af tvivlere nu er på 28,8 procent mod 25 procent ugen før - et spring på 3,8 procentpoint.
Andelen af ja-stemmer er gået en smule tilbage fra 39,2 procent ugen før til 38,8 procent. Med en betydeligt større retræte er andelen af nej-stemmer faldet fra 35,8 til 32,4. Et dyk på 3,4 procent-point.
Kigger man kun på respondenter, der har svaret, at de vil stemme ja eller nej, er ja-siden foran med 54,5 procent - en stigning fra 52,3 procent - mens nej-siden følgelig er faldet til 45,5 procent.
Ud over formuleringen på stemmesedlen har debatten kredset om, hvorvidt EU på et senere tidspunkt vil omdanne det nuværende forsvarssamarbejde til en decideret EU-hær.
Og om Danmark i givet fald ville være tvunget til at deltage i missioner.
En række partier - og senest udenrigsminister Jeppe Kofod (S) - har mandag sagt, at skulle det ske, så vil det udløse en ny folkeafstemning.
- Det er fuldstændigt utænkeligt, at der kommer et forslag om en traktat med en overstatslig hær. Det vil Europas lande aldrig gå med til.
- Men selv hvis det skulle ske, så garanterer jeg, at regeringen vil insistere på en folkeafstemning. Og regeringen vil anbefale, at man stemmer nej, sagde han tidligere mandag til Ritzau.
/ritzau/
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.