Abort

Avis: Karlsmose ville forlade KD-ledelse over abortspørgsmål

Marianne Karlsmose sagde, at hun ville forlade KD's ledelse, angiveligt fordi abortpolitikken var progressiv.

Marianne Karlsmose siger til Berlingske, at hun er for fri abort i løbet af de første 12 uger af graviditeten. Hun mener også, at antallet af aborter skal nedbringes. (Arkivfoto).
Marianne Karlsmose siger til Berlingske, at hun er for fri abort i løbet af de første 12 uger af graviditeten. Hun mener også, at antallet af aborter skal nedbringes. (Arkivfoto). Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

I en intern e-mail-korrespondance mellem medlemmer af Kristendemokraternes hovedbestyrelse og forretningsudvalg giver partiets formand, Marianne Karlsmose, udtryk for, at hun ikke er for fri abort.

Det skriver Berlingske, der er kommet i besiddelse af en lang række interne e-mails fra partiets top.

Ifølge avisen viser korrespondancen, at der er store interne stridigheder på abortspørgsmålet i partiet.

Mailsene viser også, at Marianne Karlsmose i foråret sagde, at hun ville melde sig ud af Kristendemokraternes ledelse. Det ville hun ifølge Berlingske, fordi holdningen til abort var blevet for progressiv.

Ifølge avisen har hun i en e-mail skrevet: "Jeg er ikke for fri abort".

Karlsmose endte dog med at blive siddende i ledelsen, da daværende formand Isabella Ahrendt meldte sig ud af partiet.

Da Marianne Karlsmose 12. oktober var gæst i DR-programmet "Mød Partierne" blev hun foreholdt Kristendemokraternes partiprogram fra 2008.

I det står der blandt andet, at abort er et overgreb på menneskeliv og principielt problematisk.

Til det sagde Karlsmose, at partiprogrammet er forældet, og at der er gang i en omfattende ændring af partiprogrammet.

Hun henviste i stedet til partiets 2030-plan.

I 2030-planen står der blandt andet, at det er partiets mål at nedbringe antallet af aborter i Danmark, men at retten til abort ikke skal kompromitteres.

Partiet skriver i planen, at kvinder kan føle sig presset til at få en abort blandt andet på grund af, at deres partner ikke vil have et barn.

- I sådanne situationer skal vi som fællesskab træde til og informere om muligheder, herunder de økonomiske, for kvinde og barn, lyder det i planen.

Marianne Karlsmose skriver i en mail til Berlingske, at hun går ind for, at kvinder har ret til selv at træffe beslutningen om, hvorvidt de vil have en abort i løbet af de første 12 uger af graviditeten.

Hun mener, at man bør nedbringe antallet af aborter, men understreger, at det ikke skal ske ved tvang.

- Vi skal have kærlighed forståelse og gode alternativer i fokus, så jeg er helt på linje med partiets nuværende politik, som den er beskrevet i KD's 2030-plan.

- Helt personlige har jeg et brændende ønske om, at det i fremtiden ikke vil være en nødvendighed med aborter, men igen som skrevet anerkender jeg nu, at kvinderne selv skal træffe beslutningen, skriver hun til Berlingske.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden