Bekræfter: Kystnære nordjyske havvindmøller er tilbage på bordet
Energistyrelsen skal nu genbehandle tre ansøgninger om forundersøgelser af kystnære havvindmøller i Nordjylland
Opdateret kl. 13:13
Opdateret 8/5 kl. 12:06: Energiklagenævnets afgørelse får også indflydelse på Vattenfalls projekt om kystnære havvindmøller i Vigsø Bugt nordøst for Hanstholm Havn.
Medhold i Energiklagenævnet til fordel for European Energy og Vattenfall betyder, at tre ansøgninger om forundersøgelser af kystnære havvindmøller ved Skagen, Vigsø og Hirtshals/Lønstrup nu er tilbage på bordet.
Det bekræfter havvinddirektør Andreas Karhula Lauridsen fra European Energy, der står bag ansøgningerne vedrørende Skagen og Hirtshals/Lønstrup, overfor Nordjyske.
Energiklagenævnet har afgjort, at det ikke var ok, at Energistyrelsen sidste år gav en kollektiv afvisning på ansøgninger om forundersøgelser til en række havvindprojekter, herunder tre i Nordjylland. I stedet skal sagsbehandlingen gå om, så hvert enkelt projekt bliver vurderet individuelt.
European Energy glæder sig over, at der nu bliver en ny sagsbehandling af ansøgningen om tilladelse til forundersøgelser. Men der er som sagt tale om forundersøgelser og ikke endelige projekter til godkendelse. Det kan nemlig have lange udsigter, inden der bliver givet grønt lys til en eventuel etablering:
- Der er praksis for, at det tager meget lang tid, så man skal have god tålmodighed i offshore-branchen. Vi har for eksempel fået godkendt vores miljøkonsekvensrapport og søgt etableringstilladelse til vores projekt "Jammerland" ved Kalundborg, og det har taget 10 år. Med de her projekter er det dog vores forventning, at det går noget hurtigere, siger Andreas Karhula Lauridsen.
Hvordan chancerne er for, at European Energy i sidste ende får lov til at opføre sine møller ud for kysten i Nordjylland, vil Andreas Karhula Lauridsen ikke spekulere i:
- Vi har søgt indenfor gældende lovgivning om tilladelse til at foretage en forundersøgelse. Hvordan processen så er i Folketinget og Energistyrelsen, det er udenfor vores kontrol, men vi tror fortsat på, at der er nogle gode projekter, siger Andreas Karhula Lauridsen.
Hos Gernok - Foreningen for Grøn Energi i Respekt for Natur og Kultur - har de kæmpet en indædt kamp mod de kystnære havvindmøller mellem Hirtshals og Lønstrup.
- Jeg har kun lige læst et par overskrifter her til morgen, men som jeg forstår det, drejer det sig om, at afslagene er givet på forkert lovgrundlag. Hvis det er tilfældet, så skal sagsbehandlingen selvfølgelig gå om, så det kan gå retmæssigt til. Men set fra vores optik er det da træls, siger foreningens formand Susanne Fibiger.
Hun vil nu sammen med foreningens medlemmer søge aktindsigt i sagen og sætte sig nærmere ind i Energiklagenævnets afgørelse, inden de beslutter sig for næste skridt.
- Fra foreningens side har vi lavet et stort stykke arbejde med en indstilling til den ny havplan, der er på vej, for at vi kan bevare den fantastiske natur, der findes mellem Hirtshals og Lønstrup - både til lands og til vands. Det ville være i modstrid med alle de politikker, der ligger både nationalt og lokalt, hvis man valgte at tillade sådan et projekt, vurderer Susanne Fibiger.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.