Biskopper og menighedsråd vil sammen forbedre kirkens arbejdsmiljø
På et møde er biskopper og meningsråd blevet enige om at fremrykke en stor, planlagt arbejdsmiljøundersøgelse.
Landets biskopper og menighedsråd vil gerne vise, at der nu bliver handlet for at komme folkekirkens problemer med blandt andet mobning og dårligt psykisk arbejdsmiljø til livs.
Repræsentanter for biskopperne og Landsforeningen af Menighedsråd har tirsdag holdt møde.
De er blandt andet blevet enige om at fremrykke en stor, planlagt arbejdsmiljøundersøgelse. De vil desuden undersøge muligheden for at føre mere tilsyn med folkekirkens arbejdspladser.
- Vi har for længst tilkendegivet, at der er nultolerance. Men én ting er at sige det, og det næste skridt er at udvikle nogle måder, som kan sikre, at det ikke kun er ord, men også konkret handling, siger Peter Birch, som er biskop over Helsingør Stift.
Han var en af repræsentanterne for biskopperne på tirsdagens møde.
DR Nyheder har de seneste dage beskrevet, at det psykiske arbejdsmiljø i landets kirker er præget af mobning, psykisk vold og chikane.
I en stor undersøgelse, som DR har lavet med svar fra godt 3000 ansatte i folkekirken, fortæller hver tredje, at de er blevet nedgjort på deres arbejde inden for de seneste fem år.
Kirkeminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) skal nu i samråd for at svare på, hvorfor der er så dårligt psykisk arbejdsmiljø blandt de omkring 12.000 ansatte i folkekirken.
Biskopperne og Landsforeningen af Menighedsråd er også blevet enige om, at der skal være et tættere samarbejde mellem folkekirkens to forskellige ledelsesstrukturer.
Menighedsrådene er arbejdsgivere for organister, gravere, kordegne og andre kirkeansatte.
Mens præsterne er ansat af Kirkeministeriet og har provster og biskopper over sig.
- Hvis der er et problem, så er det jo ofte - ikke altid, men ofte - at de to ledelsesstrenge griber ind over hinanden, siger Peter Birch.
Medlemmerne af landets godt 1600 menighedsråd er frivillige. De er på valg hvert fjerde år og har ikke nødvendigvis erfaring med ledelse.
- Der har jo været historier om, at det nogle gange giver problemer, og at arbejdsgiveransvaret i nogle meningsråd er en omfattende og svær opgave at løfte.
- Det er en vigtig opgave, og derfor har vi givet hinanden håndslag på, at vi vil styrke vores samarbejde for at få tingene til at fungere.
Hvordan det helt konkret skal ske, skal biskopperne og Landsforeningen af Menighedsråd nu til at finde ud af.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.