Blå blok kræver ny forhandling med regeringen om arbejdskraft
Foreslået ordning for international arbejdskraft skal være permanent og begrænses til lande med visum-frihed.
De fire borgerlige partier Venstre, De Konservative, Liberal Alliance og Nye Borgerlige vil stemme imod i Folketinget, når regeringen ventes at fremlægge et forslag om udenlandsk arbejdskraft.
Også selv om det i hovedtræk går deres vej. De fire partier kræver forhandlinger, siger de på et pressemøde tirsdag, hvor de præsenterer deres eget udspil.
- Når regeringen fremsætter deres forslag, så har vi to forslag over for hinanden. Der er ikke flertal for nogen af dem, og så kunne det være en god idé, at vi satte os ned og fandt noget, som vi kunne blive enige om, siger Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen.
Ifølge de fire partier skal beløbsgrænsen for arbejdskraft uden for EU, som i dag er på 448.000 kroner, sænkes til 360.000 kroner.
Beløbsgrænsen bestemmer, at årslønnen skal være mindst 448.000 kroner for, at man kan få et job i Danmark.
De borgerlige partier vil gøre denne ordning permanent, dog med den tilføjelse, at den kun gælder, når arbejdsløsheden er under 4,5 procent, og når antallet af tilladelser har været under 12.000 på et år.
Ordningen vil - modsat et udspil fra regeringen, SF, Radikale Venstre og Kristendemokraterne sidste fredag - være begrænset til at gælde for lande, der har visum-frihed for grænsesamarbejdet Schengen.
De blå partier forventer at blive indkaldt til forhandlinger, og de peger på, at regeringen ikke selv har flertal for sit forslag, der lægger op til at sænke beløbsgrænsen til 375.000 kroner - men blot i to år.
- Enten bliver vi indkaldt, ellers inviterer vi os selv til forhandlinger. For vi skal have gang i en dialog med regeringen igen. Det, de præsenterede i fredags, var halvt arbejde, siger finansordfører Rasmus Jarlov (K).
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.