Bødskov har to EU-projekter i fokus: Militær mobilitet og våben

EU-projekt om militær mobilitet, som USA deltager i, er interessant for Danmark, siger forsvarsminister.

- Uden at kunne alle de mere end 60 projekter, så er der ingen tvivl om, at der er nogle store muligheder for dansk erhvervsliv, og det er der også for dansk forsvar, siger forsvarsminister Morten Bødskov (S). <i>Martin Sylvest/Ritzau Scanpix</i>

- Uden at kunne alle de mere end 60 projekter, så er der ingen tvivl om, at der er nogle store muligheder for dansk erhvervsliv, og det er der også for dansk forsvar, siger forsvarsminister Morten Bødskov (S). Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Danmark kommer til at deltage i EU-forsvarssamarbejdet Pesco, efter at et klart flertal af de danske vælgere har afgjort, at forsvarsforbeholdet afskaffes.

Medlemskabet betyder, at Danmark skal deltage i mindst et projekt i Pesco. Og forsvarsminister Morten Bødskov (S) har allerede et par mulige projekter i fokus.

- Noget af det, vi skal kigge på, det er militær mobilitet: At vi kan være med til at fremme transporten over grænserne.

- Men også at vi skal investere måske i udvikling af våbensystemer sammen og fælles indkøbspolitikker. Det er sådan noget, der kan sikre, at vi får lidt mere for pengene, og at forsvaret bliver lidt bedre, siger Bødskov.

Han understreger, at regeringen ikke har lagt sig fast på, hvad den vil gå efter.

Det er Folketinget, der beslutter, hvad Danmark skal deltage i.

Militær mobilitet er et af de største blandt de i alt 60 Pesco-projekter. 24 lande deltager allerede i projektet, der går ud på at kunne flytte både militære styrker og militært grej hurtigt og effektivt rundt.

Det har vist sig særlig vigtigt de seneste måneder efter krigen i Ukraine, hvor europæiske lande har sendt våben til ukrainerne, der blev angrebet af Rusland i slutningen af februar, og som i dag er delvist besat.

Militær mobilitet er også et område, hvor Nato har et udtrykt ønske om hjælpe fra EU til at lette transporten af militær over grænser.

Også Nato-sværvægteren USA er partner i Pesco-projektet om militær mobilitet. Det samme er Canada og Norge.

Forsvarsforbeholdet har forhindret, at Danmark kan være med. Danmark har været det eneste land i verden, der har været helt forhindret i at deltage i de 60 forsvarsprojekter.

Der kan dog også være andre Pesco-projekter, som er interessante for Danmark, mener forsvarsministeren.

Regeringen vil også have fokus på, hvor der er danske arbejdspladser og økonomiske fordele.

- Uden at kunne alle de mere end 60 projekter, så er der ingen tvivl om, at der er nogle store muligheder for dansk erhvervsliv, og det er der også for dansk forsvar, siger Morten Bødskov.

Forsvarsministeren peger på forskningsområdet og cyberområdet som særlig interessante for Danmark.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.