Bødskov om de første valgstedsmålinger: En forløsning

De første valgstedsmålinger viser et tydeligt flertal for at afskaffe det danske EU-forsvarsforbehold.

Morten Bødskov i forbindelse med at Socialdemokratiet holder valgfest på Christiansborg i København, onsdag den 1. juni 2022. <i>Martin Sylvest/Ritzau Scanpix</i>

Morten Bødskov i forbindelse med at Socialdemokratiet holder valgfest på Christiansborg i København, onsdag den 1. juni 2022. Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

For forsvarsminister Morten Bødskov (S) er det svært at sige andet, end at det ser godt ud, efter at de første valgstedsmålinger viser et flertal for at afskaffe forsvarsforbeholdet.

- Vi må vente på det endelige resultat, men som du også kunne høre i lokalet her, så er det noget af en forløsning, siger Morten Bødskov, som befinder sig på Christiansborg til valgfest.

Valgstedsmålinger fra DR viser, at 69,1 procent har stemt for at afskaffe forsvarsforbeholdet, mens det ifølge TV 2 er 66,6 procent.

Hvis valgstedsmålingerne holder stik, er det første gang, at danskerne kommer til at stemme for at afskaffe et EU-forbehold.

Morten Bødskov mener, at debatten op til onsdagens afstemning har været anderledes.

- Jeg har mærket en anderledes EU-debat denne gang. De andre gange har der været meget konfrontation mellem ja og nej. Det synes jeg ikke, der har været denne gang, siger forsvarsministeren.

Socialdemokratiet har ellers foretaget sig noget af en kovending i forhold til forsvarsforbeholdet.

For kort tid siden mente regeringspartiet, at forsvarsforbeholdet skulle bestå, og at det ikke stod i vejen for dansk forsvarspolitik.

Men med statsminister Mette Frederiksen (S) i front henviser Socialdemokratiet i dag til, at verden er forandret efter 24. februar, da Rusland indledte en invasion af Ukraine.

Nej-siden har beskyldt ja-siden for at udnytte krigen i Ukraine for at overbevise danskerne om at afskaffe forsvarsforbeholdet.

- Der er et Europa før Putins overgreb på Ukraine og et Europa efter overgrebet, siger Morten Bødskov.

- Det er afgørende, at vi får placeret os rigtigt og ikke som det eneste land står udenfor. Hvis resultatet holder, får Norden samlet set en langt stærkere stemme i Nato og EU, siger han.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.