Børnehaveklasseledere undrer sig over fraværende test-krav

Børnehaveklasseforeningen er uforstående over for, at myndighederne ikke opfordrer til test til 0. klasse.

Det giver ikke mening, at børnehaveklassen som det eneste klassetrin ikke opfordres til to test om ugen, når skolerne genåbner.

Det mener Børnehaveklasseforeningens formand, Marianne Giannini.

- Vi synes, det er underligt, at en hel personalegruppe skal gå på arbejde med børn, der ikke skal testes, siger hun.

Det handler både om tryghed for børnehaveklasseledere men også om urimeligheden i ikke at give børnene samme mulighed for at blive testet som klassetrinet over dem, siger hun.

Myndighederne har indkøbt selvtest, så det bliver muligt for børn at blive testet to gange om ugen derhjemme, når skolerne onsdag genåbner.

Men testopfordringen gælder kun fra 1. klasse og op.

- Selvfølgelig skal børnehaveklassebørnene også have mulighed for at blive testet to gange om ugen. Så de kan møde trygt i skole, og vi kan møde trygt på arbejde, og forældrene kan sende deres børn trygt i skole, siger Marianne Giannini.

Eleverne i folkeskolen er blevet undervist hjemme siden 15. december sidste år. Onsdag kan de igen møde fysisk på skolerne.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden