Brevstemmeboom smitter nok ikke af på valgdeltagelsen
Valgforsker tror trods højt antal brevstemmer ikke, at det lykkes at slå stemmeprocenten fra sidste valg.
Interessen for at brevstemme har været høj forud for tirsdagens folketingsvalg.
I flere af de større byer ligger antallet af brevstemmer op mod 25 procent højere, end det gjorde ved folketingsvalget i 2019.
Men det betyder ikke nødvendigvis, at den endelige stemmeprocent også bliver højere end for tre år siden, hvor valgdeltagelsen endte på 84,6 procent.
Det siger valgforsker Kasper Møller Hansen, der er professor ved Københavns Universitet.
Han baserer det på erfaringerne fra de seneste valg herhjemme - særligt kommunalvalget i 2021 og folkeafstemningen om forsvarsforbeholdet i juni. Her blev de mange brevstemmer ikke vekslet til høj valgdeltagelse.
- Når vi ser de første tal for valgdeltagelsen tirsdag formiddag, hvor brevstemmerne er talt med, vil de formentlig ligge højt.
- Men nøjagtigt som ved kommunalvalget sidste år vil vi formentlig se, hvordan valgdeltagelsen taber pusten hen over dagen. Og så ender vi nok et sted omkring de 83 procent, vurderer han.
Historisk mange vælgere har været og er fortsat i tvivl om, hvem de skal stemme på. Det behøver dog ikke smitte af på valgdeltagelsen.
- Det at være i tvivl er ikke nødvendigvis negativt. Der er selvfølgelig nogen, der giver op og bliver hjemme i sofaen. Men tvivlen er også med til at engagere vælgere, der bliver mere opsøgende og optaget af valget, siger professoren.
Vejret er normalt en joker på en valgdag. Og mens det tidligere er set, at dårligt vejr kan have betydning for stemmeprocenten ved kommunalvalg, forholder det sig anderledes ved et folketingsvalg.
- Det er formentlig et udtryk for, at tilskyndelsen til at stemme ved folketingsvalget er så stor, at dårligt vejr ikke betyder det store for, om man kommer ud af døren og stemmer eller ej, vurderer Kasper Møller Hansen.
Rekorden for den højeste valgdeltagelse ved et folketingsvalg blev sat i 1943, hvor 89,5 procent af de stemmeberettigede afgav deres stemme.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.