Politik

Chef for Arktisk Kommando: Der er en plan for at forsvare Grønland

I et interview med Reuters siger chefen for Arktisk Kommando, at Grønland ikke er så svær at forsvare.

Da statsminister Mette Frederiksen (S) besøgte Grønland i april, blev der tid til en snak med chef for Arktisk Kommando Søren Andersen. (Arkivfoto).
Da statsminister Mette Frederiksen (S) besøgte Grønland i april, blev der tid til en snak med chef for Arktisk Kommando Søren Andersen. (Arkivfoto). Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Trods Grønlands størrelse er øen ikke så svær at forsvare militært.

Det er et af budskaberne fra chefen for Arktisk Kommando, Søren Andersen, i et stort interview med nyhedsbureauet Reuters.

- I virkeligheden er Grønland ikke så svært at forsvare. Det er relativt få punkter, der skal forsvares, og det har vi selvfølgelig en plan for. Nato har en for det, siger Søren Andersen til Reuters.

Det er fra Arktisk Kommando i Nuuk, at Forsvarets opgaver i og omkring Grønland og Færøerne varetages.

Som led i første delaftale for Arktis og Nordatlanten bliver kommandoen opgraderet ved blandt andet en øgning af bemandingen.

Grønland har i løbet af 2025 været i internationalt søgelys og er blevet et vigtigt emne på Christiansborg.

Det skyldes, at USA's præsident, Donald Trump, flere gange har ytret et ønske om at overtage Grønland.

Søren Andersen sover dog fint om natten, lyder det til Reuters.

- Vi arbejder sammen militært, som vi altid har gjort.

Han siger videre, at trusselsniveauet mod Grønland ikke er steget det sidste år, når det handler om Rusland og Kina.

Donald Trump har blandt andet beskyldt Danmark for ikke at sætte en stopper for, at kinesiske og russiske skibe sejler rundt omkring Grønland.

Det afviser Søren Andersen.

- Vi ser ingen russiske eller kinesiske statsskibe heroppe, siger han.

Men for at området kan forblive "konfliktfrit", skal der gøres mere, lyder det.

- Hvis Rusland begynder at ændre adfærd omkring Grønland, skal jeg være i stand til at handle på det, siger Søren Andersen.

Søren Andersen er generalmajor og har været chef for Arktisk Kommando siden 2023.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden