Christian Friis Bach er ikke bekymret trods halvering: - Operationen lykkedes, men patienten er skrantende

Radikale Venstre står til at blive halveret, hvilket er blevet modtaget med lettelse af partiet, fortæller folketingskandidaten 

Christian Friis Bach (R) på valgaftenen på Christiansborg.  <i>Foto: Claus Søndberg</i>

Christian Friis Bach (R) på valgaftenen på Christiansborg.  Foto: Claus Søndberg

HJØRRING:Ifølge exitpollen fra TV2 og DR vil Radikale Venstre stå til en halvering af deres folketingsgruppe. Partiet står dermed tilbage med otte mandater.

Fra Christiansborg sender Radikale Venstres-folketingskandidat Christian Friis Bach derfor en kærlig tanke til sin vendelbomor.

- Hellere lille og vågen end stor og doven, refererer Christian Friis Bach sin mors ord.

Det er nogenlunde det mantra, som hans parti vil leve efter i den kommende tid.

Radikale Venstre skal være aktive i det brede samarbejde på tværs af midten, som exitpollen lægger op til ifølge Christian Friis Bach. 

- Operationen lykkedes, men patienten er skrantende. Vi har nået vores mål om at få lukket en regering, og samtidig har vi fået vælgernes opbakning til en regering, der er bredt funderet. Vi bliver ikke belønnet som parti, men sådan er det, siger han.

- Den store nedtur for partiet oplevede vi for længe siden. Derfor har vi modtaget exitpollen med en positiv stemning og lettelse, siger Christian Friis Bach.

Frygter ikke for sin egen plads

At Radikale Venstre ikke bliver belønnet som parti kan i sidste ende koste Christian Friis Bach en plads i Folketinget. 

Det er dog ikke noget, som ligger folketingskandidaten på sinde. 

- Jeg er ikke bekymret for mit eget kandidatur. Jeg valgte at give en hånd med i valgkampen, og det har været en sjov og positiv valgkamp. Jeg har min egen private virksomhed at falde tilbage på, hvis ikke jeg trækker det længste strå, siger Christian Friis Bach. 

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.