Claus Hjort er afhørt i lækagesag: Intet nyt er kommet til

Torsdag er tidligere V-minister Claus Hjort blevet afhørt. Intet nyt er kommet til, skriver han på Facebook.

I et Facebook-opslag skriver tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V), at han torsdag er blevet afhørt i sagen om afsløring af fortrolige oplysninger. Intet nyt er kommet til, lyder det. (Arkivfoto). <i>Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix</i>

I et Facebook-opslag skriver tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V), at han torsdag er blevet afhørt i sagen om afsløring af fortrolige oplysninger. Intet nyt er kommet til, lyder det. (Arkivfoto). Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) er blevet afhørt af politiet. Det sker i sagen, hvor han er sigtet for at afsløre højt klassificerede oplysninger.

Det skriver han på sin Facebook-profil torsdag eftermiddag.

Han har tidligere skrevet, at sigtelserne mod ham for læk af statshemmeligheder er baseret på oplysninger, der er ytret i den offentlige debat.

- Jeg har i dag torsdag været til afhøring om den sigtelse, der er rejst mod mig for overtrædelse af straffelovens paragraf 109. Det sker på baggrund af det materiale, jeg fik adgang til sidste torsdag.

- Afhøringen viste, at der ikke er kommet nyt til. Så jeg kan konstatere, at det er avisartikler og debatter foregået i fuld offentlighed, skriver han.

Straffelovens paragraf 109 kan give op til 12 års fængsel.

Sigtelserne er hemmelige, men den tidligere minister ønsker, at de bliver offentliggjort. De formodes at have baggrund i, at han ad flere omgange bekræftede, at Danmark har et hemmeligt overvågningssamarbejde med USA, hvor store mængder data bliver overvåget.

Claus Hjort Frederiksen retter samtidig en hård kritik af regeringens håndtering af sagen.

Den har skabt "maksimal interesse om FE's arbejde" og "stor international opmærksomhed om sagen".

- Det er meget skadeligt – ikke mindst i den aktuelle anspændte situation, skriver han.

Det fremgår ikke, hvad Claus Hjort Frederiksen selv har sagt til afhøringen.

Den 14. januar oplyste Frederiksen, at han 20. december var blevet sigtet for at røbe eller videregive statshemmeligheder.

Også den mangeårige chef for FE Lars Findsen er sigtet i sagen.

Sammen med tre andre efterretningsfolk blev Findsen anholdt 8. december og sigtet for overtrædelse af straffelovens paragraf 109.

Siden blev så Claus Hjort Frederiksen også sigtet for at overtræde samme pargraf, men Lars Findsen er den eneste af de fem, der sidder varetægtsfængslet.

4. februar besluttede en dommer i Københavns Byret at forlænge fængslingen af Lars Findsen.

Torsdag - samme dag som Claus Hjort Frederiksen er blevet afhørt - har Findsen kæret spørgsmålet om varetægtsfængsling til Østre Landsret. Det betyder, at landsretten skal tage stilling til, om varetægtsfængslingen skal fortsætte.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.