Danmark blandt de første til at godkende finsk og svensk medlemskab

Danmark har ønsket at kunne godkende Nato-udvidelse med det samme, og de formelle papirer er nu afleveret.

Den danske ambassadør i Washington har nu afleveret de formelle papirer i det amerikanske udenrigsministerium, som bekræfter, at Danmark ønsker, at Sverige og Finland bliver optaget i Nato.

Dermed har Danmark som et af de første lande helt formelt tilsluttet sig aftalen om det finske og svenske medlemskab.

Det skriver Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.

- Jeg er stolt af, at Danmark er kommet så hurtigt i mål med at byde Finland og Sverige velkommen i Nato, udtaler udenrigsminister Jeppe Kofod (S) i pressemeddelelsen.

- Det har kun været muligt på grund af den store fleksibilitet, vi har set fra alle partier i Folketinget under hele forløbet.

I kølvandet på Ruslands invasion af Ukraine har Sverige og Finland begge valgt at søge om optagelse i Nato. Det gjorde landene den 18. maj i år.

Forsvarsalliancens medlemslande blev et topmøde i Madrid i sidste uge enige om at igangsætte optagelsesforhandlingerne med Finland og Sverige.

Tirsdag formiddag skrev Danmark og de allierede så under på tiltrædelsesprotokollerne i Bruxelles.

Danmark har haft et ønske om at være et af de første lande til at støtte de to landes optagelse.

Allerede før Sverige og Finland begyndte at forhandle med Nato om at blive medlemmer, har regeringen med et beslutningsforslag fået Folketingets samtykke til at ratificere tiltrædelsesprotokollerne.

Beslutningsforslaget blev vedtaget den 7. juni. Det har altså givet Danmark mulighed for at ratificere, så snart protokollerne er underskrevet.

Normalt giver Folketinget først samtykke, når optagelsesforhandlingerne er afsluttet.

- Jeg håber, de øvrige Nato-allierede også hurtigt kommer i mål med deres hjemlige processer, så Nato kan gå fra 30 til 32 medlemmer, siger Jeppe Kofod.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden