Danmark kan blive del af samarbejde om udvikling af europæisk kampvogn

Det vil ifølge forsker give mening, at Danmark deltager i Pesco-samarbejde om blandt andet nye våbensystemer.

Danmark kan vælge at gå med i det såkaldte Pesco-samarbejde, hvor EU-landene samarbejder, eksempelvis om at udvikle nye våbensystemer. Et af de igangværende projekter er udvikling af en europæisk kampvogn. Kampvognen her på billedet er en af dem, som det danske forsvar allerede har indkøbt. (Arkivfoto). <i>Henning Bagger/Ritzau Scanpix</i>

Danmark kan vælge at gå med i det såkaldte Pesco-samarbejde, hvor EU-landene samarbejder, eksempelvis om at udvikle nye våbensystemer. Et af de igangværende projekter er udvikling af en europæisk kampvogn. Kampvognen her på billedet er en af dem, som det danske forsvar allerede har indkøbt. (Arkivfoto). Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Efter danskernes ja til at deltage i EU's forsvarssamarbejde ligger vejen åben for, at Danmark kan deltage i Pesco-samarbejde.

Det er et samarbejdsforum, hvor EU-lande og på nogle områder også Norge, USA og Canada samarbejder på forsvarsområdet.

Det vil være oplagt, at Danmark søger deltagelse i flere af de i alt 60 igangværende projekter, vurderer Christine Nissen, forsker i europæisk forsvars- og sikkerhedspolitik ved Diis - Dansk Institut for Internationale Studier.

- Samarbejde om militær mobilitet, cybersikkerhed, udvikling af nyt militært isenkram og indkøb af våben er noget af det, der ligger lige til højrebenet, siger hun.

To af de igangværende projekter er udviklingen af en europæisk forsvarsdrone og en europæisk kampvogn.

- Mange lande har tømt deres våbenlagre, fordi de har sendt udstyr til Ukraine. Men der er også flere lande, der har forældede våbensystemer.

- Derfor er man i Pesco-samarbejdet begyndt også at samarbejde om at udvikle militært isenkram, siger Christine Nissen.

Det er frivilligt for Danmark, om man ønsker at deltage i de forskellige projekter.

Det vil ifølge Christine Nissen typisk bero på en vurdering af, hvad man står og mangler i det danske forsvar og en vurdering af, om den danske forsvarsindustri vil kunne profitere af, at Danmark er med.

Det vil ifølge forskeren også være naturligt, at Danmark bliver en del af samarbejdet om at indkøbe våben.

Et andet oplagt samarbejdsområde er ifølge forskeren et samarbejde om fri bevægelighed for militære tropper på tværs af landegrænser.

- Det er noget, som næsten alle EU-lande og også USA, Canada og Norge er med i, og som vil give god mening for Danmark at deltage i, siger Christine Nissen.

Hun nævner også cybersikkerhed som et emne, hvor Danmark vil have interesse i et tættere samarbejde med de andre lande.

Det vil ifølge forskeren ikke svække forsvarsalliancen Nato, at flere EU-lande samarbejder på forsvarsområdet.

- EU er ikke en militær magt. Det er alt sammen noget, der vil komme Nato til gode. Hvis der bliver udviklet en kampvogn, så vil den formentlig blive brugt i en Nato-ramme, siger hun.

Forsvarsminister Morten Bødskov (S) har sagt, at han har et par mulige projekter i Pesco-samarbejdet i kikkerten.

Det gælder blandt andet samarbejdet om mobilitet på tværs af landegrænser, udvikling af våbensystemer og fælles indkøbspolitikker.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.